Måske kan naboen vande, mens du er væk?
Hvis naboen ikke er på ferie samtidig kan du måske overlade vandingsopgaven til naboen, mens du er væk, men det er en god idé at gøre arbejdet så let som muligt, så haven kan klare sig selv.
Blomsterkrukkerne er de mest besværlige
Den største udfordring ligger i at holde planter i krukker så velforsynede med vand, at de ikke dør i feriens løb. Behovet for vand er helt afhængigt af, hvor udsatte planterne er for sol og varme. Derfor er det en god idé at samle alle krukkerne et skyggefuldt sted i haven.
Klip sommerblomsterne tilbage
Planternes vandforbrug afhænger også af, hvor mange blomster og blade, rødderne skal forsyne med vand. Derfor er det et godt trick at klippe sine sommerblomster tilbage, før man tager på ferie. Det reducerer vandforbruget, og planterne skyder med friske skud.
Læs også: 7 tegn på at dit hus får besøg af indbrudstyven
Tjek staudebedet før du rejser
Hvis du skærer de afblomstrede stauder tilbage, vil de fleste skyde med friskt grønt løv, der danner en god baggrund for sensommerens stauder. Nogle kan endda finde på at blomstre endnu engang efter en tilbageskæring.
Klip roserne, så de kan udvikle nye knopper
Du kan også klippe de udsprungne blomster af roserne, så de kan bruge deres kræfter på at udvikle nye knopper, der vil blomstre, når ferien er forbi.
Lad naboen have glæde af din køkkenhave
Hvis du rejser fra en bugnende køkkenhave og et frodigt drivhus, er det en god idé at overlade høstretten til naboen mod lejlighedsvis vanding.
Læs også: Få ram på dræbersneglen – ikke på naturen
Selvvandende krukker
Du kan udstyre blomsterkrukkerne med et vandreservoir, der begrænser behovet for vanding. Du skal bruge en 1½ l plastiksodavandsflaske, som du skærer bunden af. Stik flaskehalsen godt ned i jorden mellem planterne, og fyld flasken op med vand.
Bunden bruges som låg
Den afskårne bund bruges som låg, så vandet ikke fordamper fra flasken men stille og roligt siver ud i krukkejorden i takt med, at planterne får brug for den. Metoden kan også bruges til fx stauder, der har et stort behov for vanding.
Det kan du gøre før du rejser
- Klip sommerblomster tilbage.
- Knib blomster af roserne.
- Klip krydderurter tilbage.
- Tynd ud i køkkenhave og drivhus.
- Skær de tidligt blomstrende stauder ned.
- Flyt krukkerne til et skyggefuldt sted.
- Læg vandslangen frem, så vandingsarbejdet er nemt at gå til.
Friskt grønt efter ferien
Du kan sikre dig endnu en runde med friske krydderurter, hvis du skærer planterne tilbage før ferien. Purløg, citronmelisse og fransk estragon hører til de krydderurter, der kvitterer for en tilbageskæring.
Læs også: Se, hvordan en rå kartoffel kommer til at redde din grillsæson