Du kan finde en prydgræs til hver en plet i din have. De er meget forskellige i både form, højde og farve, så det handler om at begrænse sig, når du besøger planteskolen for at vælge din. Får planten de rette betingelser på voksestedet, får du en meget taknemmelig plante, der i de kommende år beriger haven med forskellige udtryk afhængigt af årstiden – ja, faktisk ser de fleste ud til at svæve i luften som graciøse balletdansere.
Prydgræs er en staude
Din prydgræs er ikke stedsegrøn. Den dør hen på efteråret, men flere typer står med smukke blomsterstande hen over vinteren og giver både form og struktur på vinterhaven. De fleste af dem blomstrer nu i eftersommeren og bliver brune om vinteren. Det, at de skifter farve og struktur, gør dem endnu mere spændende som indslag i haven. Men der findes enkelte stedsegrønne. Spørg i dit plantecenter.
Sådan dyrker du dem
Ornamentale græsser kan plantes på ethvert tidspunkt af året, men de bedste tidspunkter er nu i efteråret, eller når foråret sætter ind. Disse robuste stauder kræver næsten ingen pleje. Gødning og ekstra vand er ikke nødvendigt, når planten har etableret sig på voksestedet.
Først i marts måned er det tid at gribe rosensaksen og beskære prydgræsserne. Du vil måske opdage, at planten allerede har sat små nye lysegrønne bladskud. Skær med saksen planten tilbage, så den står med ca 30 cm stængler. Så kan du læne dig tilbage og vente på næste sæsons danse til akkompagnement af vinden.
Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven
Forskellige arter af prydgræs
Japansk skovgræs
Japansk skovgræs (Hakonechloa macra) egner sig fantastisk som en slags bunddække. Den bærer rødlige blomster i efteråret.
Fjergræs
Fjergræs (Stips Tenuissima) tåler tørke og understreger græssernes lethed. Fjergræssen kan tørres og også dyrkes i krukker.
En gruppe af krukker med prydgræsser vil pynte på din terrasse fra tidlig sommer indtil slutningen af vinteren. Et godt valg til dette er fjergræs. Planten er så fint struktureret, at det ligner menneskehår. Husk, at en prydgræs i en krukke skal omplantes hvert år, og at krukkerne skal beskyttes, da græsserne ikke tåler hård frost.
Elefantgræsser
Elefantgræsser (Miscanthus sinensis Ferner Osten) vil gerne have fuld sol. De blomstrer i september-november.
Prydgræs i vækst
Efter nogle sæsoner vil du sikkert opleve, at dine prydgræsser er blevet lige lovlig store. Heldigvis er de nemme at dele og flytte til nye steder i haven. Det gøres bedst om foråret.