Stort set alle har planter derhjemme, men ligesom med interiør, så skifter tendensen for hvilke planter, som er moderne at have i hjemmet, også.
Nogle af os er trofaste overfor de traditionelle stueplanter, mens andre kan lide at udforske nye. Hvad enten du foretrækker orkideer, Yucca-palme eller Monstera, så er det altid sjovt at tilføje en ny plante til samlingen.
Monstera i alle former
I de senere år har Monstera måske været den mest populære plante herhjemme. Den tropiske plante er stadig utrolig populær med dens store, grønne og hullede blade, som giver en tropisk stemning i efterårsmørket. Og så er den ovenikøbet relativt nem at passe.
Selvom den klassiske Monstera allerede har fundet en plads i danske hjem, så er det nu dens utallige variationer, som hitter. Helst dem med unikke former og farver, såsom Monstera Pinnatipatita, Monstera Deliciosa Albo Variegata og Monstera adansonii “Monki Mask”.
Planter med farver

Selvom vi elsker de klassiske grønne planter, er efterårstrenden planter med farver og forskellige nuancer. Sammen med Monstera Deliciosa Albo Variegata, som har grønne og hvide pletter, er lyserøde planter nogle af de mest eftertragtede. Det kan eksempelvis være påfugleplanten Calathea, Syngonium Podophyllum eller Caladium – Angel Wings.
Pletter, farver og tekstur

Jo mere særpræget, jo bedre. I dette efterår skal dine planter være unikke og anderledes. Farver, pletter, former og teksturer skal være særprægede og skille sig ud.
Denne trend slår også et slag for, at alt ikke skal være perfekt, ikke engang din plante. Den behøver ikke vokse på en bestemt måde eller beskæres efter en brugsanvisning. Lad din plante vokse ude af proportioner eller helt skævt. Jo mere særpræget, jo mere unik bliver den, uanset om den er det i forvejen eller bare får lov til at vokse sådan.
Det vigtigste er selvfølgelig bare, at din plante får vand og pleje.
Sølv er det nye guld

En anden trend er planter med antydninger af sølv. Måneskin, Scindapsus pictus, og Begonia Maculata er gode eksempler, hvor bladene er grønne med prikker, der næsten har et funklende sølvskær.