Almindelig hortensia er alle tiders plante med sine store, farverige og langtidsholdbare blomsterkugler, der egner sig perfekt til store krukker. Den blomstrer i haven fra juni til august.
Planten kan også dyrkes i havens bede, hvor planten udvikler sig til en smuk busk. Det samme gælder en række af dens mindre kendte slægtninge, der har både smukke blomster, spændende farver og flotte strukturer at byde på.
Læs med her hvordan du bedste passer og plejer din hortensia
Indhold
- Vanding
- Hortensia i krukker
- Plantning
- Placering og afstand
- Kalkfri jord
- Frost og vinterdækning
- Beskæring af hortensia
- Klipning
- Gødning – bestem farven
- Hvornår skal hortensia have gødning
- Stiklinger af hortensia
- Derfor blomstrer hortensia ikke
- Så længe holder hortensia
- Tørrede blomster
- Smukke slægtninge
- 8 huskeregler
Hortensia skal have masser af vand
De mange spændende sorter er ikke svære at dyrke i haven. Du skal blot have for øje, at de udvikler sig bedst, når de har adgang til alt det vand, de kan drikke. Tørsten afspejles i det latinske slægtsnavn, Hydrangea, der er afledt af græsk og betyder noget i retning af vandkar. Det gælder med andre ord om at finde et sted, hvor jorden ikke er alt for tør. Og så skal du være flittig med vandkanden – især i den første tid efter plantning.
Hortensia i krukker
Du kan plante din hortensia ud i krukker, så kan du flytte dem rundt i haven eller på terrassen. Dog skal du være opmærksom på, at hortensia ikke kan stå i den samme jord mere end to sæsoner. Det er mest optimalt at omplante dine hortensia hvert år. Du kan enten flytte planten til en større krukke med ny jord eller beskære roden, så den passer i samme krukke, men i ny jord.
Læs også: Rød solhat – prærieblomsten og lægeplanten
Sådan planter du hortensia
Sensommer og efterår er et godt tidspunkt til plantning, hvis du vil forny haven med hortensia. Jorden er fugtig, men dejlig lun, og skudvæksten er indstillet for i år. Det giver optimale betingelser for rodvækst, så planten får et godt fodfæste på sit nye voksested. Sæt planten i en spand vand og grav et stort hul. Slå planten ud af potten og placér den i hullet, så overfladen flugter jordoverfladen. Fyld hullet to tredjedele op med jord. Hæld så en kande vand i hullet, før du fylder resten af jorden i.
Placering og afstand
Nogle sorter trives godt i sol, og andre trives også i skygge. Som tommelfingerregel trives de fleste hortensia i halvskygge. Derudover skal du også huske at placere planten i læ for vinden, så den ikke vælter.
Mange hortensiasorter bliver store og fyldige. Derfor er det bedst at plante dem med en til to meters afstand, så de har plads til at fylde dit bed ud.
Hortensia trives i i kalkfri jord
Jorden skal være næringsrig, kalkfri og helst rig på spagnum. Busken vokser også glimrende tæt på havedamme eller andre vandhuller med god, fugtig tørvejord omkring sig.
Læs også: Sommerfuglebusk – alt om pasning, plejning og beskæring
Frost og vinterdækning af hortensia

Nogle hortensia er fuldt vinterhårdføre og behøver ikke nogen tildækning for at klare den danske vinter. Det drejer sig om macrophylla-sorter, som er vinterhårdføre. Har du andre sorter eller er du i tvivl om, hvilken sort du har? Så kan du for en sikkerheds skyld, dække din hortensia med granris. Hvis din hortensia har fået frostskader, kan du klippe din hortensia ned til lige over de nye, grønne knopper.
Hvis du har hortensia i krukker, kan de overvintre i et udhus eller drivhus. Du kan nemlig risikere, at dine krukker overfyldes med vand, som ødelægger både plantens rødder og måske din krukke, når det fryser.
Beskæring af hortensia
Nogle sorter blomstrer på skud, der er dannet samme år. Disse skal beskæres om efteråret efter afblomstringen. Andre Hortensia-typer blomstrer på skud, der er dannet samme år. Disse bør beskæres om foråret, inden blomstringen går i gang.
Du skal beskære stilkene på din hortensia med godt en tredjedel. Husk også at fjerne visne blade og blomster samt døde stængler.
Læs også: Klatrehortensia – den vidunderlige slyngplante
Skal hortensia klippes ned?
Når nattefrosten er ved at være ovre i foråret, så kan du klippe de tørre blomsterstande af, som har beskyttet planten gennem vinteren. Du kan klippe af lige over det første grønne kraftige skud. Derudover kan du klippe visne grene af og fjerne en eller to store, gamle grene i bunden, så der kommer ny vækst helt fra bunden.
Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven
Gødning – bestem farven
Alle hortensia skal tilføjes gødning om foråret og sommeren.
Hvis man forsøger at manipulere med blomstens farve, bør valget af gødning bestemmes ud fra den ønskede farve.
Lyserød hortensia kræver basisk gødning. Blå hortensia fremkaldes af en mere syreholdig gødning. Det kan også være køkkenaffald som æggeskaller og bananskræller. Vær opmærksom på, at det tager et stykke tid, før du opnår den ønskede farvede gennem denne form for strategisk gødning.
Hvornår skal du give gødning?
Du skal give gødning tre gange om året – i april, i maj og igen i juni. Hvis du giver gødning senere end juni, risikerer du at ødelægge næste års blomstring. Derudover skal du passe på med at overgøde, så gød hellere lidt af gangen end for meget på en gang. Hvis du giver for meget gødning, så kan du risikere, at din hortensia ikke blomstrer.
Hvordan laver man stiklinger?
Du kan formere planten på flere måder. Enten kan du dele moderplanten i to, som du kan plante ud et andet sted i haven. Du kan også lave stiklinger af de træagtige pinde, som står tilbage, når bladene er faldet af. Dem kan du stikke i potter med spagnum og dække med sand, som skal stå varmt, indtil de kan plantes ud næste efterår.
Hvorfor blomstrer min hortensia ikke?
Der kan være flere årsager til at din hortensia ikke blomstrer. Det kan for eksempel være, at planten har stået for længe, eksempelvis i en krukke uden at få tilført ny jord. Du kan også have givet for meget gødning, eller planten kan mangle fosfor, som kan tilføjes ved at give planten mere spagnum.
Du kan hjælpe plantens blomsterdannelse ved at omplante i ny jord, undgå kvælstofholdig gødning og tilføje spagnum med højt indhold af fosfor.
Hvor længe holder hortensia?
I krukker har planten brug for ny jord og mere plads til deres rødder, så det er mest optimalt at omplante hvert år. Du kan enten omplante i en større krukke eller beskære roden, så den passer til krukken.
Hortensia, som er udplantet i jorden, kan tilføjes spagnum, så de får ny næring at leve af.
Tørrede blomster

Hortensia bliver ved med at være smukke: Først ændrer de farve, og siden tørrer blomsterne ind og bliver brune og papiragtige. De bliver siddende langt hen på vinteren og er fine til dekorationer. Se her hvordan du eksempelvis laver en smuk krans af de tørrede blomster.
Smukke slægtninge til hortensia
Klatre hortensia

(Hydrangea anomala ssp. Petiolaris) Klatrehortensia adskiller sig fra sine slægtninge ved at være en klatreplante, der vha. luftrødder klatrer mere end fem meter til vejrs. I juni-juli får den store elegante skærme af cremefarvede blomster.
Træagtig hortensia

(Hydrangea arborescens) er en smuk, forgrenet busk på et par meter med store, kuppelformede blomsterstande i juli-august. Blomsterne er først limegrønne og bliver efterhånden cremefarvede.
Havehortensia

(Hydrangea paniculata) er en kraftig, velforgrenet busk på op til tre meter. Den blomstrer fra juli til september med lange, kegleformede blomsterstande, der ændrer farve fra creme til rosa efterhånden.
Egebladet hortensia

(Hydranges quercifolia) er en kraftig hortensia-busk på et par meter med blade, der ligner egeblade. De cremefarvede blomsterstande er kegleformede og helt op til 25 cm lange.
Hydrangea aspera

Hydrangea aspera har ikke noget dansk navn. Det er en velformet hortensia-busk på et par meter med store, hvælvede blomsterskærme i blå, violette og cremefarvede nuancer i smukt kombination.
8 huskeregler til dyrkning af Hortensia
- Planten skal have meget vand og tåler ikke at blive udtørret.
- Hortensia blomstrer cirka fra juni til august.
- De visne blomster ser smukke ud på planterne til langt ud på vinteren.
- Du kan plante både om foråret og efteråret. Det er lettest om efteråret. Forårsplantning kræver meget vanding.
- Planten skal stå lyst, men helst i halvskygge og mindst muligt i direkte sol.
- Jorden skal være i næringsrig og kalkfri suppleret med spagnum.
- Farven på hortensias blomster kan manipuleres med gødningens art. Som tommelfingerregel kan man sige, at basisk gødning giver lyserøde blomster, syreholdig gødning giver blå blomster.
- Hortensia skal have gødning i april, maj og juni. I vækst- og blomstringsperioden bør hortensia tilføres flydende gødning.
Artiklen er senest opdateret den 23. august 2023