Beskæring af hindbærbedet – sådan gør du

Hindbærsæsonen er slut for i år, og Lotte Bjarke guider her til, hvordan buskene skal beskæres, og hvordan hun undgår plantesygdomme på nye skud.

For mig er den største luksus, man kan have i sin have, friske hindbær. Derfor bliver der altid gjort et stort nummer ud af at passe hindbærbedene efter alle kunstens regler. Det skal siges, at jeg udelukkende har efterårshindbær i haven. Dels fordi, det sparer mig for hindbær med for mange proteiner i form af larver – eller orm, som de kaldes – i bærrene, og dels fordi beskæringen af de sent bærende hindbær er helt fri for mystik og beregning.

Læs også: Klar til en ny asparges sæson

Hindbærsæsonen er slut for i år

Nu, da hindbærsæsonen desværre er uigenkaldeligt slut for i år, efter en i øvrigt fantastisk lang periode med lækre bær at plukke af, er tiden kommet til den årlige beskæring. Det forgår kort og godt ved at alle de gamle skud, der har båret så flot, klippes helt ned til jorden.

En ganske hyggelig beskæftigelse, for på efterårshindbær kommer næste års bær jo på de nye skud, der på optimistisk vis allerede titter frem i jordoverfladen, selv om vintervejret ramte haven sidste weekend.

Læs også: Mystiske svampe slår til

Undgå plantesygdomme på nye skud

Den gennemgribende beskæring giver en ordentlig bunke haveaffald, der ikke, som praksis ellers er her i haven, bliver klippet i småstykker og kommer på komposten. De gamle skud kan bære rundt på plantesygdomme, der nødigt skal overføres til de nye skud, så derfor bliver de doneret til det kommunale komposteringsanlæg, hvor haveaffaldet bliver varmebehandlet i processen, så spredning af biologiske ubehageligheder undgås.

Læs mere om årets gang i Lotte Bjarkes have på hendes blog: helthenihaven.com

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler