Novemberkaktus – sådan får du den til at blomstre hele julemåneden igennem

I sine naturlige omgivelser er novemberkaktus så langt fra den danske vinter, som man næsten kan forestille sig. Men den blomstrer smukt både i november og i julemåneden. Se her, hvordan du får succes med denne specielle kaktus.

Blomsterne dannes, når dagene bliver korte

Novemberkaktussen vokser på træstammer i Brasiliens regnskove, men en ganske særlig egenskab gør, at den kan være med til at lyse op fra sidst på efteråret og ikke mindst i juletiden. Plantens blomster dannes nemlig, når dagene bliver kortere end nætterne, og blomstrer derfor netop, når vi længes allermest efter blomster.

Novemberkaktus har slet ikke blade

Novemberkaktus er en speciel plante, der virkelig tilhører kaktusfamilien, selv om den ikke lige ligner de stikkende planter, man normalt forbinder med kaktus. De flade leddelte stængler minder om blade, men i virkeligheden har planten slet ikke blade. Stænglerne fungerer som så.

Novemberkaktussens blomstring

I spidsen af skuddene dukker blomsterknopperne op, når dagene bliver korte. De vokser sig store for til sidst at eksplodere i et vandfald af blomster. Hvornår, novemberkaktus er smukkest, er en smagssag. Der sker nærmest en total forvandling af planten, men både knopstadiet og den fuldt udsprungne plante er betagende.

Kaktus i farver fra pastel til pang

Novemberkaktus findes i en bred vifte af farver fra sarte pasteller til rigtige pangfarver. De gør sig godt i flok, både med naboer i samme farve og med flere forskellige mellem hinanden. Pasningsteknisk er der ikke mange ben i at få fuld fornøjelse af en novemberkaktus. For meget vand er kritisk, men til gengæld tåler planten let udtørring. Den kan med fordel vandes i underskålen.

Novemberkaktus blomstrer også næste år

Efter afblomstring er det værd at gemme og mere eller mindre glemme planten, der vil blomstre igen til næste år, når dagene på ny bliver korte.
Novemberkaktus og julekaktus er i øvrigt den samme plante. Kært barn har mange navne.

Mest læste artikler