Kirsebær i kilovis

Det er ikke spor svært at dyrke kirsebær, men der er nogle fif, der kan være gode at kende, hvis du vil være sikker på succes. Først og fremmest skal du vide, at der er to slags kirsebær. De søde og de sure. Og det er rigtig surt at have plantet et surkirsebærtræ, hvis det er søde, saftige bær til en stor skål midt på havebordet, du drømmer om.


De søde og sure kirsebær
Sødkirsebær hedder Prunus avium på latin, mens surkirsebær, der bruges til saft, syltning og kirsebærvin, hedder Prunus cerasus. Et sødkirsebærtræ med årene kan blive temmelig stort. Det kræver altså plads i haven at dyrke sødkirsebær, med mindre du vælger et dværgtræ.

Dværgtræer kan være et godt valg
Træets størrelse afhænger af den grundstamme, sorten er podet på. Den almindelige grundstamme hedder ‘Colt’, mens dværgtræerne er podet på grundstammen ‘Gisela’. Dværgtræerne bliver ikke mere end 3 meter høje, men kommer til gengæld hurtigt i bæring, så de er et godt valg til mindre og nyere haver.

Selvbestøvende kirsebær
Du skal også være opmærksom på, om træet er selvbestøvende, eller om det kræver en anden kirsebærsort i nærheden for at blive bestøvet og dermed danne bær. Hvis du kun har plads til ét kirsebærtræ, og naboen ikke dyrker kirsebær, er det en god ide at vælge en selvbestøvende sort. Sorterne ‘Stella’, ‘Sunburst’ og ‘Lapins’ er gode valg. De er selvbestøvende og også sunde sorter.

Elsker sol og læ
Det betaler sig at plante kirsebær et sted, hvor der er godt med sollys og helst også læ. Blæst og kulde i blomstrings-perioden kan gå hårdt ud over frugtsætningen.

Revnede bær skyldes regn
Et andet typisk kirsebærproblem er revnede bær. Det skyldes, at bærrene optager vand, når det regner på dem. Når skindet ikke længere kan klare presset fra regnen revner de. Ikke alle sorter er lige slemme til at revne, og de tre førnævnte hører til i den gode ende.

Beskæring af kirsebærtræ
Beskæring er ikke nødvendigt i kirsebærtræer, med mindre du vil holde størrelsen nede, eller du vil tynde ud i kronen og dermed hjælpe bærrene til at tørre hurtigere efter en regnbyge og mindske risikoen for revnede bær. Beskær altid, mens træet har blade, da det har svært ved at lukke sår uden for vækstsæsonen.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler