Kulør på sensommeren med krysantemum

Når blomsterne i krukkerne begynder at falme, er der netop nu afløsning at hente.

Sommerens effektfulde afslutning

De kunne i princippet drives frem hele året. Men netop nu bugner butikkerne med flotte, kæmpestore, nærmest kugleformede krysantemum med hundredvis af blomster på spring. De er der netop nu, fordi de er sommerens effektfulde afslutning på livet med krukkerne på terrassen.

Blomsterne kan være enkelte eller fyldte i et væld af farver fra hvid og gul over rosa og orange til purpur og dyb vinrød. Kun de blå nuancer findes ikke hos krysantemum. Prisen er ind imellem overraskende behersket for planter på op til en halv meter i diameter.

Vand med omhu

Kuglekrysantemum holder længst, hvis du udsøger dig eksemplarer med flest mulige godt udviklede knopper. Om der er fuldt udsprungne blomster, betyder mindre.

Lad planten blive i potten, og stil denne i en lys skjuler eller krukke. En sort plastpotte bliver meget varm i solen. Du kan med fordel isolere mellem den og skjuleren med fx sammenkrøllet avispapir dækket med barkflis.

Krysantemum er meget følsom med hensyn til vanding. Som de fleste andre planter afskyr den at stå med fødderne i vand. Derfor er det vigtigt med et godt dræn. Men den tåler heller ikke at tørre ud. Så længe det er varmt i vejret, skal den vandes dagligt. Husk også at vande på regnvejrsdage. Selv om bladene bliver våde, kan regnen ikke altid nå ned til jorden i potten.

Plant ikke om

Lad endelig kuglekrysantemum blive i potten. Når du køber blomsten er den drevet frem med det ene formål, at den skal blomstre af fuld kraft. Bliver den pottet om i nyt jord, vil planten ikke blomstre helt så flittigt.

Naturlig kugleform

Krysantemum trives bedst og holder sig længst i blomst på et sted, hvor planten er beskyttet mod blæst. Den foretrækker masser af lys, men på en terrasse eller altan, der vender stik syd, kan det være en fordel at skærme den mod den mest brændende sol.

Gødning er ikke nødvendig. Egentlig beskæring er ikke aktuel. De dansk producerede kuglekrysantemum, der er i handlen, har en naturlig kugleform, som er genetisk bestemt.

   

Overvintring er mulig

Der er faktisk omkring 50 pct. chance for, at planten kan overleve en normal dansk vinter. Har du lyst til at eksperimentere, er her opskriften: Tag den afblomstrede plante ud af potten, men skær den ikke tilbage. Plant den i haven på et sted med porøs, veldrænet jord, der holder sig nogenlunde tør om vinteren – fx under en større prydbusk. Dæk med granris, inden frosten sætter ind.Vent og håb det bedste.

Mest læste artikler