Lav små spirepotter af gamle aviser

Sådan laver du en nem og billig spirepotte af de gamle aviser. Vi har sået potterne til med Latyrus, og de kan sættes direkte i jorden, når spirene er kommet op, eller plantes i større potter, hvis du vil have dem højere inden endelig udplantning. Vi har også lavet en sjov stige af gamle grene og brugt den som espallier.

Det skal du bruge:
Aviser
Tom flaske
Så og priklejord
Lathyrusfrø – lav et lille rids i frøet, og læg det i vand et par dage inden du sår det. Det forøger frøets spireevne.

Sådan gør du:
Riv et stykke avis papir ud på ca. 12-15 cm i hele avisens bredside. Læg flasken ca. 3 cm fra kanten af avisen og rul den stramt sammen.

Luk den forsvarligt
Pak bunden sammen som om du lukker en pakke, og stamp den til i bunden, så holder den formen.

Klar til såning
Så dine frø i potten, gerne tre-fire frø i hver potte. Vand jorden igennem. Sæt dem i en vindueskarm med en plasticpose over eller i et drivhus.

Nip topskudene

Når spirene er vokset godt til kan du sætte dem i større potter, eller sætte dem på voksestedet op ad en væg med det samme. Du kan nippe topskudene, hvis du vil have bredere planter. Når spirene er blevet til små planter, er det tid at sætte espalier op. Se hvordan på næste side.

Det skal du bruge til espallier:
Tykke, forholdsvis lige grene med en diameter på 3-4 cm
Sav
Skruer
Skruemaskine

Sådan gør du:
Brug nogenlunde lige grene, gerne med lidt knaster. Du skal bruge to grene a ca. 130 cm og fire grene a ca. 35 cm. Du kan sagtens lave stigen både længere og kortere. Vores tværgående pinde er skruet i, da den skal kunne holde til at stå ude i vejr og vind, men hvis du skal bruge den til pynt, kan det se flot ud at binde rundt om sammenføjningerne med noget groft sejlgarn.

Nip hovederne
Når planterne i august begynder at blomstre, kan du forlænge blomstringen ved at nippe de afblomstrede hoveder af.

Latyrus blomstrer længe
Latyrus kan med en god vokseplads i læ blomstre helt hen til oktober/ november.

Mest læste artikler