Lilla lækkerier til krukker og blomsterbede

Lilla lækkerier til krukker og blomsterbede

Vild med farven lilla? Så er du ikke alene. Et kig i enhver modebutik understreger, at lilla er en farve, der ikke er til at komme uden om denne sommer. I planteverdenen er lilla også en populær farve. Der findes mange blomster i lilla nuancer, der uanset skiftende modestrømninger er dejlige at bruge i havens bede.

Twitter Print
Lilla passer til næsten alle farver
Lilla og lime er sejt, lilla og lyserødt er sødt, lilla og hvidt er elegant, og sådan kan man blive ved.
Det er også oplagt, at kombinere forskellige lilla blomster til en fantastisk helhed. Giv terrassemiljøet en ansigtsløftning med fem stærke, lilla stauder, der kan dyrkes i enten krukker eller et blomsterbed ved terrassen.

Salvie er selvskrevet

Foto: Lotte Bjarke
  Salvien ‘Ostfriesland’er en nem og smuk staude.

Salvie – fx sorten ‘Ostfriesland’ – er selvskrevet til projektet. Den danner en tæt tue, der blomstrer i en lang periode, med cirka 40 cm lange, stive aks af lilla blomster. Perfekt som kantplante og også god i en krukke, da den er ualmindelig nem at dyrke.

Blåkant blomstrer længe
Ægte blåkant er også et godt bud til det lilla bed takket være plantens langvarige blomstring, der strækker sig over det meste af sommeren. Den danner fine tuer med sølvgrå blade og bløde stængler med blålilla blomster i aks, der lægger sig elegant ud over tuen. Hele planten har en fin, krydret duft, som også sommerfugle og bier holder af.

Rozanne er et bekendtskab værd

Storkenæb sorten ‘Rozanne’ er tæt på at være uundværlig i sommerens lilla bed. Den har en ekstremt langvarig blomstringsperiode, hvor de store, lilla blomster dækker hele tuen. Planten er ualmindelig frodig og kommer til at fylde meget på en sommer, selv om den visner helt væk om vinteren.

  Foto: Lotte Bjarke
  En flot tidsel, hvis blade ikke stikker, som på almindelige tidsler.

Tidsel med stil
Det er de færreste tidsler, man frivilligt lukker ind i haven, men sorter af forskellig bladet tidsel, der også kaldes bladhoved, er nogenlunde risikofri. De breder sig ikke så voldsomt men har til gengæld meget smukke lilla eller rødviolette blomsterstande at byde på. Blomsterne vajer elegant på op til 1 meter lange, stive, bladløse stængler.

Graciøs kæmpe
Kæmpe verbena bør heller ikke mangle i det lilla bed. Med de smukke lilla blomsterskærme på meter høje stængler, der på mirakuløs vis holder sig oprejst uden hjælp, giver planten lethed og ynde til blomsterbedet. Kæmpe verbena er ikke fuldt hårdfør og kan gå til i strenge vintre, men da den gerne sår sig selv, kommer den som regel igen og igen, når den en gang har fundet fodfæste i haven.

Plant i grupper
Når du planter et staudebed, er det en god ide at plante flere af hver i små grupper, frem for en hel masse forskellige. Lad grupperne smyge sig ud og ind mellem hinanden, så får du en smuk, rolig og naturlig helhed. De høje kæmpe verbena er allerbedst, når de optræder spredt lidt tilfældigt rundt mellem de øvrige planter, så blomsterskærmene kan danse over bedet.

Twitter Print

Mest læste artikler