Morbær er en fryd – både til haven og maven

Et morbærtræ dyrkes gerne for dets spiselige bær, men det er ved at være en sjældenhed at se det i haverne, og det er synd, fordi det kan trives på selv den tørreste og magreste jord og kan blive meget gammel, hvor det opnår en tyk stamme og krogede grene.

Morbær kan blive havens flotteste træ

Morbær er et langsomt voksende træ, så det kan anbefales til små haver, og da træet har kønne blade og en kuppelformet krone, kan det gå hen og blive havens flotteste træ. Morbærtræet springer først ud, når faren for nattefrost er ovre, og så kan det springe ud på én eneste nat. Når det sker, ved vi, at det er blevet forår, og køkkenhaven kan sås til.

Klip morbærtræet i den facon, du synes

Et morbærtræ er let at forme. Det kan opstammes og klippes i facon, og det kan bruges som espalier. Når du har et morbærtræ i haven, kan du rodstikke eller formere det ved nedkrogning. Man tager et ungt grenskud og stikker det i jorden om foråret.

Grenen skal først slå rod

Grenen bør have jordkontakt i ca. 1 år og vil herefter have slået rod, så det kan kappes af modertræet. Ved beskæring bør man vente til sent på efteråret, da skud og rødder vil bløde voldsomt, hvis de beskæres eller skades i perioden fra tidligt forår til efterår.

Læs også: Jordbær – sådan dyrker, plejer og plukker du jordbær

Morbær kan også bruges som espalier

Ved espaliering beskæres for at opbygge et stærkt grenværk af fire til fem grene, og derefter fjernes kun uheldigt placerede eller meget tætsiddende grene.

Hvornår bliver morbær modne?

Hvide morbær
Foto: Getty Images

Når vi ikke ser friske morbær i handelen, skyldes det, at bærret er let fordærveligt og alt for let slipper stilken ved modenhed. Fuglene spiser gerne de røde bær, men det er først, når bærrene får deres sorte farve, at de bliver en delikatesse for os. Morbær bliver modne i løbet af august. De kan plukkes eller samles op under træet til et sted hen i september.

Hvad indeholder morbær?

Morbær er fyldt med vitamin C, som bidrager til immunforsvarets normale funktion og til at mindske træthed. Bærene indeholder op til 36,4 mg C-vitamin pr. 100 gram. Frugterne fra morbærtræet kategoriseres som små nødder eller stenfrugter, da de ligesom brombær består af mange små sten omgivet af frugtkød.

De minder om brombær

Morbær er en “falsk frugt”, dannet af den tætte frugtstand sammensat af små stenfrugter. Den modne blomsterbund kan minde om et brombær i udseende.

Er morbær giftige?

Hvis du gerne vil kunne spise morbær fra din egen have, skal du være opmærksom på, hvilken sort du køber. Selvom de fleste sorter, som kan dyrkes herhjemme, får spiselige bær, så findes der også nogle sorter, som får giftige bær. Spørg altid i dit plantecenter, hvis du er i tvivl.

Kan morbærtræ gro i Danmark?

Den sorte morbærtræ, Morus Nigra, er vidt udbredt i Europa og dyrkes her for frugternes skyld. I Danmark trives bærret især på bornholm, hvor det ligesom figentræet nyder godt af de mange solskinstimer.

Morbær silke

Silkeorm
Foto: Getty Images

I Asien dyrkes morbærtræet, som giver næring til silkeormene, der spiser bladene. Silkeormenes kokon bruges til at fremstille silke af meget høj kvalitet. Silkeormene bygger en kokon, som er en form for puppe, der høstes for silketråde, når ormen er blevet til en sommerfugl. Kokonen er lavet af én lang tråd, som spindes til silke. Silken produceres i fangenskab i Kina, som et industrielt landbrug.  

Lad ikke de modne bær blive stødte

Så græs under dit morbærtræ, eller udbred en plastikdug under træet, når de modne bær falder af. Servér morbær som pynt på flødeskumskager og som et raffineret indslag i en punch. Kom dem i pandekager eller lav syltetøj eller vin af bærrene.

Læs også: Få succes med figentræer i din have

Hvad laver man af morbær?

Morbær kan benyttes til mange ting, blandt andet friske til desserter eller salater. De kan også tilberedes til saft, marmelade, vin eller snaps. På grund af bærrenes korte holdbarhed spises de ofte friske eller tørres, hvorefter de kan bruges som topping på eksempelvis morgenmaden.

Tørrede morbær

Tørrede morbær
Foto: Getty Images

Du kan selv tørre bærrene i ovnen derhjemme, omend det er en temmelig energikrævende proces. Mange opskrifter kræver nemlig omkring 20 timer til et døgns tørretid i en tændt ovn. Du kan dog også købe tørrede bær i helsekostbutikker. 

Opskrift på morbær marmelade

Morbær marmelade
Foto: Getty Images

Ligesom sommerens andre bær egner disse sig fint til at lave syltetøj eller marmelade af. Der skal dog bruges en stor del sukker til at opveje syrligheden i de små bær, således skal der bruges hele 750 kg sukker til 1 kg morbær. Der findes mange forskellige marmelade opskrifter online, som du kan vælge at følge, men fælles for dem alle er, at der ikke skal tilføjes syltepektin, da bærrene indeholder nok pektin i sig selv. 

Sorte, røde og hvide

Bærret findes i flere farver, og det er mest almindeligt at se sorte, hvide eller røde sorter herhjemme. I Danmark dyrkes ofte det sorte morbær. Ligesom det meget vellignende brombær, så starter bærrene ud med at være meget røde, hvorefter farven skifter til helt sort, når de er modne. Bærret er meget sarte bær og tåler ikke at blive stødt eller mast, så det er vigtigt at plukke bærrene, så snart de er modne, så de ikke falder af træet og får stød. Derudover har morbær en meget kort holdbarhed, hvilket er grunden til, at de ofte ikke forhandles i supermarkedet i frisk form, men derimod i tørret form. 

De sorte bær, Morus Nigra, er den mest velsmagende sort, og det er ofte den, som du kan finde i plantecentret. Røde morbær, Morus Rubra, stammer fra det østlige Nordamerika. De røde bær er lidt sødere end de sorte og har et hvidt frugtkød. De hvide bær, Morus Alba, dyrkes ofte i Asien, hvor de hvide spiselige bær giver næring til silkeormene. 

Træet plantes fra maj til september

Morbærtræet kan fås i handelen, men udbuddet er ikke stort. Plantningstid er fra maj til september. Dæk evt. nyplantede træer med granris for at beskytte dem mod frost og udtørring.  

Læs også: sådan beskærer du æbletræet i din have

Tre gange mårbær:

  • Det hvide morbærtræ, Morus alba, stammer fra Kina, hvor træets blade har været brugt som foder til silkelarver. Bærrene bliver hvide og ret parfumerede i smagen. Træet bliver op til 12 m højt.
  • Det røde morbærtræ, Morus rubra, stammer fra Nord-amerika og kan opnå en højde på 15 m. Bærrene bliver purpurrøde og let sødlige.
  • Det sorte morbærtræ, Morus nigra, stammer fra Iran og Afghanistan og kan blive op til 12 m højt. De sorte bær kan blive op til 3 cm lange og minder om brombær. Smagen er krydret.

Morbærtræet skal have læ

Plant dit morbærtræ som solitærtræ et sted med sol og læ, eller som espalier op ad en syd- eller vestvendt mur. Plant træet i et koldhus eller en vinterstue, hvor det kan beskæres om vinteren, så væksten holdes i ave.

Kilde: Den Store Danske

Mest læste artikler