Myrter og myter

En smuk og dekorativ stueplante med masser af historie og symbolværdi.
Ude i naturen er myrte en indtil fire meter høj, stedsegrøn busk. Bladene er blanke, helt mørkegrønne og nærmest læderagtige. Blomsterne er ca. 2 cm store, hvide eller lyserøde med en behagelig, let krydret duft. Herhjemme findes den kun som stueplante (Myrtus communis) med de samme egenskaber, men dog med mindre blade.

Udsigt til bryllup
Myrter er uløseligt forbundet med bryllupper. De kom på mode allerede i begyndelsen af 1800- tallet under betegnelsen “franske blomster”, og de anvendes stadig af mange som symbol på lykke og frugtbarhed. Enten kan en myrtekrans bæres sammen med brudesløret, eller myrteblade kan fæstnes til brudekjolen, eller myrter kan indgå i brudebuketten.

Lægemiddel
Gennem tiderne har myrte været brugt som lægemiddel. Man brugte at afbrænde bladene for at rense luften og lette vejrtrækningen. Deres antiseptiske virkning er veldokumenteret, og myrte indgår stadig i visse naturpræparater.

Nem plante
Myrte er en spændende og bestemt ikke vanskelig stueplante. Den trives bedst lyst og køligt. I vækstperioden vandes den et par gange om ugen – helst med opsamlet regnvand eller kogt, koldt vand, som ikke indeholder ret meget kalk.

Glad for gødning
Tilsæt gerne stueplantegødning til hver anden vanding. Ellers passes myrter fuldstændig som andre stueplanter. Om sommeren har planten godt af en ferie udendørs på et beskyttet sted uden direkte sol. Men tænk på, at nattemperaturen altid skal være over de fem grader.

Af Ulla Sørensen, 609




Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler