Nemme at dyrke
Læg blomsterløgene i din have, og så kommer der narcisser år efter år, uden du behøver at skænke blomst eller løg en tanke. De skal ikke graves op, eller på anden måde forkæles. De fleste narcisser kan lide en humus- og kalkrig jord, så hold dem endelig uden for surbundsbedet.
Plant dem i grupper
Narcisser ser godt ud i grupper, så du skal altid lægge flere løg af samme sort, når du planlægger næste års blomsterfest. Og en fest er det, selvom narcisser umiddelbart ikke har så mange strenge at spille på. Farverne er begrænsede til hvid, gul, orange og laksefarvet, dog i mange nuancer, og ikke mindst kombinationer, der sammen med forskellige størrelser og blomsterformer kan opveje det begrænsede farvespektrum.
Læg gerne løgene i september
Når sensommeren er på vej, er det tid til at lægge løgene. Det er optimalt, hvis du gør det i september, så løgene kan nå at få fat inden vinterens kulde. Og husk, at narcisser i øvrigt er fremragende til tidlig drivning i potter. Og har du nogle af de drevne, så prøv at grave løgene ned i haven og lade blomsten visne ned. Den kommer sandsynligvis igen til næste forår.