Narcisser skal lægges i sensommeren

Påske- og pinseliljer kaldes narcisser og hører foråret til. Men kuldeperioden er en forudsætning for blomsterdannelsen, og derfor skal løgene i jorden i løbet af sensommeren – allerhelst i august og september.

Køb dem med det samme, de kommer i butikkerne

Det en en god idé at rykke hurtigt, når løgene kommer i butikken. Klimaet i butikken kan være hård kost for løgene, så du får de mest driftsikre løg, hvis du køber og lægger dem med det samme. Den tidlige lægning giver også løgene gode muligheder for at etablere sig i jorden før vinteren, så de er helt klar til at blomstre, når foråret melder sig.

Plant narcisser dybt

Løget skal lægges i et hul med en dybde på 3 x løgets højde, dvs. ca. 5 cm. Hellere lidt for dybt end omvendt for at mindske risikoen for udtørring. Du skal ikke være nervøs for, at blomsten ikke kan komme op over jordoverfladen. Det skal den nok finde ud af. Narcisser trives næsten hvor som helst, men bryder sig ikke om sur jord. Undgå derfor surbundsbedet. I stedet bør jorden være kalkholdig og næringsrig.

Narcisser er lette at passe

Narcisserne er meget nemme planter, og når de først er etableret, kommer de igen år efter år. Faktisk udvikler narcisserne sig bedst, hvis de ikke graves op efter afblomstring. Det kan dog blive nødvendigt at skabe lidt mere plads om de enkelte løg i årenes løb.

Skal visne ned efter afblomstring

Efter afblomstring er det vigtigt, at planterne får lov at visne ned. Læg evt. løgene lidt inde i bedet, så toppen er gemt af vejen i den fase, hvor den ikke er så spændende at se på. Det er i denne periode, planten samler energi i løget til næste års blomstring. Derfor må du ikke klippe planterne ned før tiden.

Grav narcisserne op og ned

Tætte tuer af narcisser, der ikke blomstrer, bør dog graves op og deles og derpå graves ned igen. Når toppen er visnet og ned og har fyldt løget på med ny energi, er det på tide at grave hele klumpen op og dele de løg, der naturligt falder fra hinanden, før løgene graves ned igen med større afstand.

Løgene skal ikke tørres

Der er ingen grund til at gemme og tørre løgene, som man ville gøre med fx tulipaner. Det er langt sikrere at lægge dem igen med det samme. Det skyldes, at narcisløgene kun er beskyttet af en tynd skal og derfor er ret følsomme over for udtørring.

Mest læste artikler