Nu skal sommerblomsterne sås i vindueskarmen

Sommerblomsterne er prikken over i’et i sommerens og sensommerens buketter. En del kan sås på friland i april-maj, men mange af dem kan du med fordel så i vindueskarmen allerede i februar-marts. Det giver planterne en god start, så du får glæde af dem i en lang periode.

Sommeren er en årstid mange ser frem til. Det samme gælder blomsterne. Sommerens blomster kan give et smil på læben, eller være med til at pryde dit hjem og have med sin smukke udstråling og dejlige duft.

Men faktisk behøver du ikke vente med at plante blomsterne. Du kan med fordel allerede gøre klar i starten af året, hvis du ønsker en længere sæson med sommerblomsterne.

Så i frisk spiremuld

Kæmpeverbena, narcistobak og ærteblomst hører til dem, der med stor fordel kan drives frem i vindueskarmen. Husk altid at bruge rene bakker eller potter og så i frisk spiremuld. Frøene spirer godt ved stuetemperatur, men kan efter fremspiring med fordel flyttes til et sted, der er lidt køligere og lyst.

Bær i sommerbuketten

I sommermånederne eksploderer de buket­egnede stauder, og hvis du også har et godt udvalg af sommerblomster som ærteblomst, kornblomst, løvemund, sommerasters og enkeblomst, er der nærmest ingen grænser for, hvad der kan kreeres.

Skal sås hvert år

Sommerblomsterne skal sås hvert år. Det kræver lidt arbejde – hyggeligt arbejde – men til gengæld er det nemt at få masser af blomster at fråse i, ligesom du kan variere udvalget fra år til år. Når sommeren går på hæld, er det vigtigt for forsyningssikkerheden, at der også er buske og træer med kønne bær og frugter at klippe af. Roser med hyben, kristtorn, ildtorn og umodne brombærranker hører blandt de bedste.

Frøstande flotte i buketter

Flotte frøstande er en anden vigtig ingrediens i sensommerbuketterne. Jødekirsebær med fine, orangefarvede lygter, der efterhånden forvandles til filigran, hortensiaens flotte blomsterstande, der ældres med ynde, og prydgæssernes lette aks er selvskrevne i årets allersidste buketter.

Mest læste artikler