Pilebladet pære – nordens oliven

Det danske klima er desværre ikke særligt velegnet til at dyrke oliventræer. Men der er et alternativ for dem, der elsker oliventræets sølvgrå løv.

Hårdfør i Danmark
Pilebladet pære er et lille træ, der sjældent bliver mere end 5-8 meter højt og kan derfor være i de fleste haver. Ofte er det den hængende sort ’Pendula’, der ses. I så fald er den hængende sort podet på en stamme og bliver ikke højere, men dog mere omfangsrig med tiden. Bliver kronen for tæt, kan der tyndes ud i skuddene, så træet bevarer sin lethed, men pas på fingrene, når du beskærer. Træet kan udvikle nogle onde grentorne.

Det kønne træ er i modsætning til oliven hårdfør på danske breddegrader, og er derfor perfekt, når der skal skabes lidt middelhavsstemning i haven. Plant det et lunt og solrigt sted, hvor jorden er absolut veldrænet. Konstant våd jord bryder pilebladet pære sig meget lidt om.

Læs også: Få succes med figentræ

Smuk med stauder
Træet er smukt sammen med stauder og bør altid plantes et sted, hvor man kan se det fra aftenterrassen. Det sølvfarvede løv ser næsten ud som om, det er selvlysende i måneskin. Pilebladet pære er først og fremmest værd at plante i haven på grund af det smukke, olivenlignende løv og træets elegante form og struktur. Men det hører også med til historien, at pilebladet pære har en meget smuk blomstring. Kortvarig, men intens. De hvide blomster med røde støvdragere dannes i lette skærme omkring løvspring.

Efter afblomstring begynder frugtudviklingen, og da står det helt klart, at pilebladet pære er nært beslægtet om ikke med oliven så med almindelige pæretræer. Frugten er blot et par cm stor, men er umiskendeligt en pære. Dog desværre uden de spiselige pærers gode spiseegenskaber.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler