Tænk på farvespil og struktur i krukken
Staudesortimentet er stort, så det er nemt at finde planter, der klæder hinanden i samme krukke. Tænk på både farvespil og struktur, når du vælger planter til din staudekrukke, så du kombinerer vækster med forskellig højde, vækstform og struktur i løvet. Det giver et smukt resultat med det samme, men er også smart, når stauderne skyder igen til foråret. Da er krukken nemlig også smuk, når den står grøn og frodig, før blomstringen begynder.
Sådan fylder du krukken
Vælg en frostsikker krukke, der er bredest for oven til projektet, og læg et godt dræn af lecakugler eller potteskår nederst i krukken. Brug ny krukkemuld, så du ikke risikerer at smitte de nye planter med plantesygdomme fra krukkens tidligere beboere.
Gødning under væksten
Forudsætningen for frodig vækst er, at planterne har adgang til de næringsstoffer, de har brug for. Der er gødning i krukkemulden, men den bruger planterne op i løbet af et par uger. Så længe planterne er i vækst, skal de tilføres gødning med jævne mellemrum, men når blomstringen er overstået, skal du stoppe med gødningstilførslen for i år.
Stil krukken et lidt beskyttet sted i vinterhalvåret fx i læ og tæt på huset, så øger du sandsynligheden for, at stauderne overvintrer i krukken. Når de skyder til foråret, skal du igen huske på både at vande og gøde.
Den lette: Læg løgvækster i efteråret

Den svære: Sådan lagrer du æblerne rigtigt

Grønne tips lige nu

– Flyt fejlplacerede stauder og mindre buske og træer.
– Lug videre, så frøukrudt ikke spredes efter blomstring.
– Pluk lækre sensommerbuketter.
– Bring sarte middelhavsvækster i sikkerhed for nattefrost.
– Klip aspargesplanter ned til grunden.
– Del stauder.
– Plant stedsegrønne.
– Vand komposten, hvis den er tør.
– Prik huller i plænen med en greb.
– Udtjente grøntsager hører til på komposten.
– Sygdomsramte nedfaldsæbler destrueres.
– Lug paddehatte i græsplænen.