Kirsebærtræet er pænt og velsmagende
Der er mange grunde til, at det kan være en god idé: Om foråret blomstrer kirsebærtræerne med et flor af smukke hvide blomster. Det er den mere æteriske side af sagen. Dertil kommer, at sødkirsebær er en af sommerens meget velsmagende frugter. Bærrene er vældigt sunde med et stort indhold af både vitaminer, mineraler og antioxidanter. Store som små vil glæde sig over synet af et træ fyldt med røde frugter.
Planteskolerne fører nogle af de bedste sorter
Der findes omkring 300 registrerede sorter i hele verden. I planteskolerne er udvalget måske mere begrænset, men til gengæld kan man regne med, at planteskolerne fører nogle af de bedste og mest gennemprøvede sorter. Tre rigtig gode sorter sødkirsebær er henholdsvis Sunburst, Stella og Lapins. Dem skal man vælge, hvis man kun har plads til et enkelt kirkebærtræ i haven. Forklaringen er, at de er selvbestøvende.
Har du plads til flere træer, så vælg sorten Van
Hvis man har plads til tre eller flere kirsebærtræer kan man også vælge den gamle sort sødkirsebær Van. Den hører også til blandt de ypperste sorter, men den er ikke selvbestøvende. Sunburst, Stella, Lapins og Van er alle mørkerøde af farve. Sorten Sunburst er et af de største sødkirsebær der findes. Desuden har det den ekstra kvalitet, at det smager godt, allerede når det begynder at blive rødt – og altså inden det er fuldmodent.
Sæsonen varer tre uger
Kirsebærsæsonen er på ca. tre uger. Den begynder midt i juli og varer til lidt ind i august. Hvis man beslutter sig for at tage ud i en planteskole og købe et kirkebærtræ, skal man vælge et, der er halvanden til to meter højt. Det er en håndterlig størrelse.
Vildskud kan forringe kvaliteten af kirsebærene
Kirsebærtræet skal plantes med podestedet over jorden. Så har man kontrol med, at roden ikke sender vildskud op, med det resultat, at man måske ville få nogle kirsebær af en ringere kvalitet. Podestedet er let at identificere, idet det ses som en fortykning på stammen.
Bær efter nogle år
Vælg et solrigt plantested og husk at træet skal have plads til alle sider, så det kan vokse sig stort og flot. Efter plantningen klipper man 20-30 cm af toppen, så vil træet danne krone i den rigtige højde. Fra man planter sit træ med sødkirsebær går der tre-fire år, inden der kommer bær, men når de grønne bær dukker op, kan det være klogt at tage sine forholdsregler.
Dæk kirsebærene, hvis du ikke vil dele med fuglene
Både mennesker og fugle elsker kirsebær, og hvis man ikke vil dele med fuglene, skal træet dækkes med net. Fuglebade med vand i kan også lægge en dæmper på fuglenes appetit på havefolkets spisefrugt. Når fugle forgriber sig på bær, er det som regel, fordi de er tørstige.