Plant lækre blåbær i din have

Blåbærbuske byder på tre årlige højdepunkter: Smukblomstring, flottehøstfarver og lækre bær, der oven i købet er super sunde.

Blåbærbusk til haven

Man kan være heldig at finde blåbær, når man går sig en tur i skoven. Men hvis man er vild med blåbær, er det en god idé at plante sine egne blåbærplanter i haven.

Du kan dyrke almindelig blåbær, der hedder Vaccinium myrtillus på latin. Det er den art, du kan støde på i skovbunden. Men desværre er det ikke så nemt at få succes med den.

Så går det bedre med den vilde arts nære slægtning amerikansk blåbær, på latin Vaccinium corymbosum.

Læs også: Jordbær – sådan dyrker, plejer og plukker du jordbær

Tre årlige højdepunkter

Der er i virkeligheden mange gode grunde til at plante amerikansk blåbær i haven.

Ikke alene giver den godt med lækre bær, den er også en smuk busk, der lige så godt kan plantes for sit udseendes skyld som for udsigten til høst.

Busken er på størrelse med en lille ribsbusk, og den blomstrer i maj-juni med de sødeste, små cremefarvede, krukkeformede blomster. Det er årets første højdepunkt for blåbærbusken.

Bær i mange uger

De bestøvede blomster udvikler efterhånden bær. De er først lysegrønne, så lyserøde for til sidst at få den velkendte blåbærblå farve som et tegn på, at nu er de høstmodne. Et herligt syn – endnu et højdepunkt, der bare bliver bedre og bedre i takt med at bærrene høstes.

Bærrene kan ikke plukkes på en gang, men til gengæld kan der høstes over en dejlig lang periode. De kan holde sig en uges tid i køleskabet, hvis der skal samles sammen til en tærte, og de er helt fine til nedfrysning til senere brug.

Intense røde høstfarver

Høsten varer til et godt stykke ud på sensommeren og afrundes med et fantastisk festfyrværkeri af røde høstfarver.

Ikke mange af havens buske kan præstere sådan en intensitet i det røde farvespektrum.

Det er heller ikke mange af havens buske, der ligesom amerikansk blåbær har hele tre årlige højdepunkter at byde på.

Flest bær i godt selskab

Mindst to sorter af amerikansk blåbær plantet som naboplanter er forudsætningen for et stort udbytte.

Amerikansk blåbær er fortrinsvist fremmedbestøvende. Det betyder, at der dannes fleste bær, når blomsterne bestøves af pollen fra en anden sort. Derfor er der størst chance for succes med blåbærdyrkningen, hvis der plantes mindst to forskellige sorter som naboplanter. Kig på skiltene på blåbærplanterne i havecentret. De forskellige sorter står som regel side om side og ligner hinanden, men navnet fremgår altid af skiltene.

Sunde lækkerier

Blåbær indeholder en stor mængde antioxidanter, der tilskrives en lang række sundhedsfremmende effekter. Så der er ingen grund til at holde sig tilbage, når buskene bugner.

Sur jord til søde bær

Amerikansk blåbær er lige som rododendron surbundsplanter, der ikke bryder sig om kalk i jorden. Derfor skal de plantes i rododendronjord i haven.

Der er dog ingen grund til panik, hvis man ikke lige synes, haven skal omdannes til surbundsbed. Buskene kan plantes i lommer med rododendronjord.

Grav et hul, der er 2-4 gange større end potteklumpen og fyld det op med gennemfugtet rododendronjord til at plante med.

Giv planterne et nyt lag rododendronjord eller kompost engang om året. Amerikansk blåbær kan også dyrkes i krukker med rododendronjord, men husk at vande flittigt.

Mest læste artikler