Plant med plan

Årets bedste plantetid er over os, og planteskolerne bugner af buske og træer. Læg en plan, før du planter dine indkøb.

Foto: Scanpix

Af Lotte Bjarke, idényt nr. 7, 2005
Foto: Scanpix
Tegninger: Christian Ravn

Det er altid en fornøjelse at plante et nyt træ eller en busk i sin have. Og det er nemt at blive forelsket i tanken om, hvor godt planteskolens fristende tilbud vil klæde haven derhjemme.

Men før du køber – og planter – skal du huske at tænke fem år frem i tiden. Måske bliver det lille, charmerende træ på få år til en kæmpe, der stjæler alt lyset. Og måske vil busken med de søde blomster tage magten fra alt omkring sig i løbet af nogle få år.

Ikke for tæt
Træer og buske skal have plads til at vokse og udvikle sig. Står de for tæt, må de slås om lys, vand og næring og bliver aldrig de smukke elementer i haven, du forestillede dig. De smukkeste træer og buske er dem, der har haft plads nok til at udvikle sig naturligt uden indgriben fra beskærersaksen.

Det er umuligt at udstikke præcise retningslinjer for, hvor tæt planterne må plantes. Det kommer nemlig an på, hvor store de bliver med tiden. Oplysninger om de enkelte arter og sorter kan du altid få i planteskolen, hvor plantehøjde og -bredde typisk angives på skilte ved planterne.

Støt det unge træ
Når du planter et træ, der er begyndt at danne krone, kan det være en idé at give træet en støttepæl. Pælen sørger for, at røddernes etablering ikke påvirkes, når vinden rusker i kronen, og at træet står lodret.
Pælen bankes i jorden, før træet plantes. Den skal maks. nå til kronens nederste grene.
• Pæl og træ må ikke røre hinanden, derfor snos opbindingen mellem træ og pæl.
• Snøren må ikke stramme om træet. Tjek jævnligt, at det ikke er tilfældet.
• Ved begyndelsen af anden vækstsæson fjernes opbindingen. Træet bliver stærkere i længden uden støtte.

Sammen eller hver for sig
Nogle buske og mange træer har så smuk og markant en vækstform, at de dyrkes som solitærtræer eller -buske. De plantes for sig selv, så vækstformen kan udvikle sig helt naturligt, og frembyder derfor sjældent problemer.

Andre buske har måske en fantastisk, men kort blomstringsperiode og gør ikke meget væsen af sig resten af sæsonen. Den type buske egner sig godt i blandede busketter, hvor forskellige buske skiftes til at have hovedrollen igennem sæsonen og sørger for, at helheden altid er smuk.

Uanset om du planter solitært eller i blandede bevoksninger, er det altid nødvendigt at tage hensyn til vækstbetingelserne på plantestedet. Harmonerer vækstbetingelserne ikke med de krav, planten stiller, er sandsynligheden for et godt resultat lig nul. Tjek derfor altid, om planten trives bedst i sol eller skygge, om den foretrækker fugtig eller tør jord eller stiller andre krav til vækstbetingelserne.

Hvis du planter i et busket, skal du tænke på, at buskettet har en forside og en bagside. Der er betydeligt mere lys på den ene end på den anden. Det skal du tage højde for, når du planter. Et busket med mere end tre rækker planter bliver sjældent en succes.

Udnyt skyggen
Træer er et uundværligt element i enhver have. Hvis du planter et stort træ i en lille have, skal du være forberedt på, at det skal fældes inden for en overskuelig fremtid.

Uanset hvor stort træet bliver, vil det kaste en skygge. Tænk på det, når du planter, og undgå at placere træet sådan, at skyggen bliver til gene i haven. Omvendt kan du udnytte skyggen positivt. Plant et letløvet træ ved terrassen, og lad det fungere som en grøn, svalende parasol på hede dage. Et træ nær et sydvindue kan filtrere de skrappeste stråler fra solen.

Sådan planter du
En god start på det nye voksested er et stort skridt mod succes. Derfor skal du aldrig sjuske med plantearbejdet.
Start plantearbejdet med at vande den nye plante grundigt op. Lad den stå i en spand vand og trække alt det vand, den kan. Begynd med at grave et hul, der er dobbelt så bredt og dobbelt så dybt som potteklumpen.

1: Fyld jord i bunden, og placer potteklumpen i hullet, så den er i niveau med jordoverfladen.
2: Fyld hullet 2⁄3 op med jord omkring planten. Vand grundigt, og lad vandet trække ned.
3: Fyld resten af hullet op med jord, og træd jorden let til med foden. Vand igen.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler