Prydløg forskønner forårshaven
Prydløg er en af de forårsbebudere, der giver rigtigt god effekt i haven. Du kan fx vælge at lægge løgene i grupper af fem bagerst i et bed, eller du kan stikke et par ned i de krukker, du normalt planter stedmoder, violer, krokus eller andre forårsløg i – og så har du pludselig forårshave i højden.
Sjov at følge
Der findes et væld af arter, og fælles for de fleste er, at de først sætter grønne blade, der visner i spidserne, før stængel og knop viser sig. Det er derfor en god idé at sætte dem sammen med fx stedmoder, så det kedelige, visne løv gemmes væk.
Til gengæld kan du næsten se planten skyde i vejret fra dag til dag, og en dag “klækkes” knoppen og de smukke blomster titter frem.
Prydløg står længe, og selv når de er afblomstrede, er de så smukke, at mange tørrer dem og bruger dem i dekorationer. Med tiden sætter de små sideløg, der også blomstrer op. De kan skilles fra hovedløget og fordeles rundt omkring, hvis du ønsker prydløgene skal stå enkeltvis.
Farven lilla
Farverne strækker sig fra et væld af lilla nuancer og over til hvid, og blomsterhovedet kan blive helt op til 20 cm i diameter. Højden varierer fra ca. 20 cm og helt op til halvanden meter.
Besøg din planteskole, hvor løgene kan købes i efteråret, så kan du få hjælp til, hvilken sort der passer bedst til dig.
Læs også: 10 nemme tips til at få succes med krokus i haven
Gode råd, når du planter prydløg
- Det er i efterårsmånederne, du skal lægge prydløg, der skal blomstre næste forår/sommer.
- Prydløg egner sig fint til krukker.
- Et løg på 5 cm bør plantes i et 10 cm dybt hul.
- Plant løgene ét ad gangen.
- Planter du flere, skal afstanden være ca. 15 cm.
- Løsn jorden, og læg løget med spidsen opad.
- Prydløg foretrækker en solrig vokseplads med veldrænet jord. Er jorden for fugtig, rådner løget og går til.
4 smukke arter
Prydløg blomstrer længe, og undervejs ændrer de højde, struktur og form. Som små kugler på stilk er prydløg et smukt, grafisk element i et forårsbed. Vi har udvalgt 4 flotte typer, som kan inspirere dig til en flot forårshave.

Allium Senescens
Allium Senescens har en smuk, sart lilla blomsterstand, og den har sin blomstring sidst i maj.

Allium Cowani
Allium cowani bærer helt snehvide, stjerneformede blomster på hver stilk, som er tydeligt trekantede. Sætter ofte grønne blade allerede i efteråret. Den blomstrer i maj og bliver op til en halv meter høj.
Allium Hirtifolium
Her ses Allium hirtifolium. Put et enkelt prydløg i en vase, og vupti, så har du et smukt stilleben til terassen eller vindueskarmen.
Allium Gladiator
Allium gladiator er et meget populært prydløg. Tag et kig på blomsterhovedet, som nærmest er et helt lille kunstværk.
Læs også: Allium – elegante prydløg med enestående blomsterstande