Det er ikke kun indsatsen i højbedet i løbet af sommeren, der er afgørende. Efterårets havearbejde har også stor betydning for, om højbedet igen bugner og blomstrer det følgende forår.
For at højbedet skal kunne klare skærene gennem det våde efterår og den kolde vinter, kræver det rettidig omhu. Det fortæller Anne Holst, haveekspert ved havevirksomheden Land Have, i en pressemeddelelse:
– Hvis højbedet ikke er forberedt på vinteren, kan det hæmme planternes vækst til foråret. Jeg tror, at mange glemmer at gøre højbedet vinterklar. Selvom planterne ser færdige og visne ud i efteråret, er de faktisk ikke nødvendigvis døde, men i gang med deres overvintringsfase. Her kan bare en lille indsats være med til at give planterne en større chance for at overleve, hvilket sikrer gode resultater igen til foråret.
Sådan gør du højbedet klar til vinter
I efteråret skal du ikke kun huske at plante forårsløg og beskære dine træer. Selv de planter, der ser døde ud, har stadig meget at give næste år, hvis de får masser af næring vinteren over. Anne Holst giver her fire tips til, hvordan du let gør højbedet vinterklar.
1. Ryd op i bedet
Vintrene de seneste år har været særligt milde, og det giver gode betingelser for, at ukrudt også overvintrer. Sørg derfor allerede nu for at luge i højbedene, så kun de rigtige planter får glæde af dine forberedelser i efteråret.
2. Læg et lag af kompost
Højbedene har brug for næring for at kunne stå klar til foråret. Derfor bør du sørge for at lave en god kompost, der kan blive lagt over højbedene for at sørge for en stabil og konstant næring til jorden. Det kan eksempelvis være organisk køkkenaffald såsom kernehuse, frugtrester, grøntsagsskræller og gamle planterester. Det er dog også muligt at benytte sig af færdigkøbt jordforbedringsmuld, der indeholder alle de nødvendige næringsstoffer til jorden.
3. Brug blade og grene
Det er essentielt at holde frosten væk fra dine højbede. Derfor bør du benytte dig af de mange blade, der falder af træerne i efteråret. Læg et par centimeters lag oven på højbedet, så planterne er sikret mod frosten. Dette kan gentages efter jul, hvor temperaturen kan være svingende.
4. Tilfør løbende ny jord til højbedet
Jorden i højbedet vil med tiden falde sammen og svinde, når der arbejdes i det, men det er sjældent nødvendigt helt at skifte jorden. Husker du løbende at tilføre næring til højbedet fra kompost og blade, kan du nøjes med blot at toppe bedet op med et jævnt lag muld ovenpå den eksisterende jord, når der er behov for det.