Et klip i rosen efterlader et sår
Når du beskærer dine roser, skal du huske på, at et klip efterlader et sår. Jo færre sår, du tilføjer planten, jo mindre er risikoen for, at sårene bliver indfaldsport for plantesygdomme.
Af samme grund er det vigtigt at benytte en ren og skarp beskæresaks. Du skal under alle omstændigheder begynde med at klippe visne og syge grene af helt ved grunden.
Sådan lægger du klippet
Samtidig med at du klipper din rosenbusk, kan du forme den. Sørg for at lægge dit klip lige over en knop. Hvis du klipper over en knop, der vender ind mod buskens centrum, vil det nye skud vokse indad.
Klipper du derimod over en udadvendt knop, vokser det nye skud ud ad, hvilket ofte kan være en fordel, når det gælder om at skabe en rosenbusk med en smuk og harmonisk form.
Tre slags beskæring af roser
Roserne deles ofte op i grupper, der beskæres efter hver deres principper. Fx er det værd at vide, at slyngroser blomstrer på skud fra sidste år og derfor ikke bør beskæres hårdt, mens bunddækkeroser i princippet kan beskæres med en hækkesaks og alligevel blomstre overdådigt hen på sommeren.
Man skelner mellem let, moderat og hård beskæring.
1. Let beskæring
Ved en let beskæring, som normalt anvendes til slyngroser og buskroser, skæres eksisterende grene, der er blevet for lange, blot tilbage til 2/3 af deres længde.
2. Moderat beskæring
Ved en moderat beskæring reduceres skuddenes længde med cirka halvdelen, og samtidig fjernes tynde og svage skud inde i busken. Moderat beskæring anvendes fx til historiske og engelske roser.
3. Hård beskæring
Ved en hård beskæring klippes hele rosen tilbage, så skuddene blot er 10-20 cm lange, så rosen i princippet starter forfra.
Metoden benyttes til bunddækkeroser, buketroser og storblomstrede roser. Alle roser kan forynges med en hård beskæring, hvor de skæres helt ned til 20-30 cm over jorden, men i nogle tilfælde, vil den behandling altså gå ud over årets blomstring.
Læs også: Sådan får du succes med de 6 mest populære typer af roser
Husk at gøde roserne
Roserne hører til havens mest sultne planter. Derfor er gødning en forudsætning for at få succes med roser. Planterne har mest fornøjelse af gødningen, hvis du tilfører den ad flere omgange.
Årets første gødning tilføres umiddelbart før, vækstsæsonen går i gang. Giv hver rose en strøget spiseskefuld universal- eller rosengødning, der drysses ud omkring plantens basis i en firkant på 30 x 30 cm.
Gentag processen i maj, juni og juli måned og hold der efter inde med at gøde for i år. Senere gødningstilførsel øger risikoen for frostskader.