Plantes under tørre forhold
Derfor egner pomeranshøgeurt sig godt til plantning på steder, hvor jorden ikke er så næringsrig og måske har tendens til at tørre ud. Sandet eller gruset jord er ikke noget problem. Omvendt mistrives den på alt for fugtige steder, og jorden bør være absolut veldrænet der, hvor du planter den. Pomeranshøgeurt holder af masser af solskin, men kan også gro i halvskygge.
Perfekt til forvildning i græs
Pomeranshøgeurt bliver aldrig en tæt og kompakt farvebombe som så mange andre stauder. Den tager sin naturlige lethed og ynde med ind i haven. En enkelt blomst, der lyser op her og der. Perfekt til forvildning i græs, der ikke bliver slået, og blandt andre naturnære planter, hvor den føler sig hjemme som på den naturskabte blomstereng, hvor de stammer fra.
Let at dyrke – svær at tæmme
Pomeranshøgeurt er ikke svær at dyrke, men til gengæld heller ikke nem at tæmme. Det er en plante, der kan lide at gå sine egne veje. Den breder sig ved hjælp af lange, overjordiske udløbere, så det næsten kan virke som om, den vandrer rundt i haven.
Begræns spredningen
Den er god til at så sig selv, så det er ikke en plante for det dedikerede ordensmenneske, der ikke bryder sig om planter på afveje. Spredningen kan dog begrænses en del, hvis man sørger for at klippe de visne blomster af, før frøene er modne, og derved hindrer, at de spredes.
Rød høgeurt
Rød høgeurt er en meget nær slægtning til pomeranshøgeurt. Den adskiller sig ved at være lidt mindre og ved at have sterile blomster, der ikke danner frø og derfor ikke sår sig selv. Et bedre valg til den kontrollerede have, men ikke til haven, hvor planterne gerne må forvilde sig lidt mellem hinanden og skabe indtrykket af blomstereng.