At fingerbøl kan drille, er dels, fordi den er en 2-årig plante, som du lige skal have lidt tålmodighed med i starten. Og dels fordi den synes at vandre rundt i haven og dukke op på selv de mest uventede steder. Men vandringen begynder altså først, når planten er etableret og skyder høje blomstertårne op.
- Fingerbøl sår sig selv
- Hav tålmodighed med digitalis
- Grøn bladroset det første år
- Mange sorter og farver af digitalis
- Så frøene på friland
- Fingerbøl skal have plads
- Bladrosetten skal overvintre med grønne blade
- Masser af gratis frø
- Sådan vælger du såsted
- Undgå uvelkomne skud på fingerbøl
- Digitalis er giftig og ikke børnevenlig
- Andre to-årige
Fingerbøl sår sig selv
Fingerbøls vandring skyldes, at fingerbøl flittigt sår sig selv, så det er nye planter, der dukker op, mens de ældre går til. Den egenskab har sin egen charme, men betyder også, at fingerbøl måske især er velegnet i romantiske, naturnære haver, hvor bedene ikke er så skarpt afgrænsede, at det gør noget med “løse skud”.
Hav tålmodighed med digitalis
Fingerbøl er nem at frøformere. Men hvis du ikke har erfaring med 2-årige planter, kan processen godt være lidt af en prøvelse. Der går nemlig et helt år, før du kan glæde dig over blomsterne.
Grøn bladroset det første år
2-årige planter danner kun en grøn bladroset det første år. Bladrosetten samler energi til planten, så den er klar til at blomstre året efter. Når først frøene er modnet, har planten udført sin mission. Stænglen visner ned, og næste generation må tage over.
Mange sorter og farver af digitalis
Du kan købe frø af fingerbøl i et væld af forskellige sorter med blomsterfarver, der varierer fra hvid, over søde pasteller, intense rød-lilla toner og til gullige og rustfarvede varianter.
Så frøene på friland
Så frøene på friland et sted, hvor du kan finde kimplanterne, når de spirer. Du kan fx reservere et lille stykke af køkkenhaven til en kort række eller to. Du kan selvfølgelig også så i bakker med spiremuld, men det er nemmere at holde styr på vandhusholdningen, hvis planterne vokser direkte i jorden.
Fingerbølfrøene skal have plads
Sørg for, når du lægger frø i jorden, at så tyndt og med god afstand mellem de bittesmå frø. De bliver hurtigt til store planter, der kræver plads for at udvikle sig. Har du alligevel sået lidt for tæt – og det kan være svært at undgå – er det en god ide at tynde ud i planterne, hvis de kommer op i tætte klynger.
Fingerbøl vandrer rundt i haven, da den flittigt sår sig selv.
Bladrosetten skal overvintre med grønne blade
Sidst på sommeren kan du plante bladrosetterne ud på blivestedet. Vand omhyggeligt efter udplantning og marker stedet, så du kan holde lidt øje med dem. Det er vigtigt, at bladrosetten overvintrer med grønne blade.
Masser af gratis frø
At frøformering af fingerbøl ikke er nogen kunst, demonstrerer planten gerne, når du først en gang har fået den etableret i haven. En enkelt plante sætter tusindvis af bittesmå frø, og der er altid nogen, der spirer. Du kan selv høste masser af spiredygtige frø, hvis du lader dem modne på planten.
Sådan vælger du såsted
Drys frøene ud der, hvor du kunne tænke dig flere planter, eller så dem i bakker i drivhuset eller i en såkaldt koldbænk, der minder lidt om en mistbænk. Så kan du selv bestemme, hvor de skal plantes til foråret. Hjemmeavlede frø i søde frøposer er også en fin venindegave.
Undgå uvelkomne skud på fingerbøl
Hvis du absolut ikke synes, det er charmerende, at planterne spreder sig i hele haven, kan du klippe blomsterakset af, før frøene når at modne. Det giver samtidig den fordel, at der er større sandsynlighed for, at den allerede etablerede plante vil blomstre flere år i træk. Den nåede jo ikke sin mission, da du fjernede grundlaget for næste generation.
Digitalis er giftig og ikke børnevenlig
Fingerbøl er en meget giftig plante med stærk indvirkning på hjertets funktion. Derfor skal du især være opmærksom, hvis der færdes små børn i haven. Sørg for, at de ikke spiser af planten.