Smuk ørkenrose

Ørkenrosen blomstrer lige nu og kan fås frem til november.


Ørkenrosen
(Adenium obesum) er et både smukt og eksotisk bekendtskab. Dens overdådige flor af blomster og den kraftige stamme er et spændende indslag i vindueskarmen.
Ørkenrosen kan blive ca. 1½ m høj og temmelig bred. Blomsterne kan have mange farver, og nogle af de mere sjældne er samlerobjekter. Mest almindelige er de rent røde, over rosa til hvid.

Den trives godt i et sydvendt vindue eller i en havestue med masser af sol og varme.

Om sommeren vil den gerne opholde sig udenfor på en beskyttet vokseplads i fuld sol. Den tåler op til 40º. Som andre sukkulenter skal den I vækstperioden, der går fra marts/april til september, vandes moderat og gødes regelmæssigt.

Den skal overvintre lyst ved ca. 12-15°. Vinteren over skal der vandes og gødes meget sparsomt. Ørkenrosen kan smide bladene i vinterhalvåret, men nye bryder frem igen om foråret. I marts/april hæves temperaturen til 18-20°.

Planten findes vildt voksende i det østlige Afrika og i Yemen. Den kraftige stamme kan oplagre vand igennem længere tid, så den kan modstå lange perioder med tørke. Det gør den til en oplagt plante til dem, der gerne vil have noget særligt, men ikke har mulighed for regelmæssig pasning. Planten forhandles fra maj til november hos de fleste planteskoler og blomsterhandlere.

Lav rosen selv
Det er nemt at frøformere ørkenrosen. Frøene sås i minidrivhus, og temperaturen skal være 30-35°. Luftfugtigheden skal være høj. De små kimplanter vokser meget hurtigt, og i løbet af et par måneder er de allerede store. De kan under optimale forhold blomstre inden for de første to år.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler