Hvert forår blomstrer hundrede tusinde farverige tulipaner i Tivolis smukke have – og næste år har du mulighed for at finde dit helt eget tulipanløg i blomsterhavet.
Den 15. September 2019 inviterer Tivoli nemlig til den helt særlige Blomsterløgdag, hvor du kan se afsløringen af næste års nye tulipaner, og samtidig plante dit eget personlige løg i den eventyrlige jord.
125.000 tulipanløg skal plantes
For at Tivolis tulipaner kan stå i fuldt flor næste forår, skal der plantes intet mindre end 125.000 løg i Haven. Derfor har Tivoli en ældgammel tradition med at afsløre næste års tulipaner og samtidig bede gæsterne om at give en hjælpende hånd på dagen.
– Årets Blomsterløgdag i Tivoli er en dejlig mulighed for, at vi sammen med Havens gæster kan sige tak for den igangværende sommersæsonen og velkommen til næste års sommersæson. For det er lige præcis det, vi gør ved at plante de første tulipaner, der så vil blomstre til næste forår, siger Tivolis Chefgartner Tom Knudsen.
Få dit løg med hjem
Mellem klokken 12.30 og 13.30 vil de første 3000 tulipaner blive plantet i bedet omkring Det Store Springvand foran koncertsalen. Som tak for hjælpen får alle, der lægger et løg i bedet, et tilsvarende løg med hjem til deres egen have.
På den måde kan du både lægge løg i Tivolis Have og derhjemme. Du vil også få et diplom med hjem, som giver mulighed for gratis entré, så du når foråret kommer i 2020 kan besøge ”dit eget” tulipanløg.
Det nye års farverige tulipaner
Næste års blomsterhav bliver rosa, hvid og mørkelilla.
Derfor er årets tulipanløg en kombination af tre tulipaner – nemlig en rosafarvet Angelique-tulipan, en hvid ”Mount Tacoma”-tulipan, der begge er af typen dobbelte sene tulipaner samt en mørk ”Queen of Night”-tulipan af typen sene, enkelt blomstrende tulipaner.
Til foråret vil der desuden blive plantet rosafarvede Forglemmigej og Aqualegia mellem løgvæksterne, så det bliver et særdeles farverigt bed at se på.
Besøg løg-boden og få en signeret bog med hjem
På selve dagen vil der være en bod, hvor du kan købe ekstra løg før og under begivenheden. Derudover vil kvinderne bag bogen Tivoli en eventyrlig blomstrende have, forfatteren Marian Hougaard Steffensen og fotografen Ann Malmgren, også signere deres værk om Havens planter og træer.
Tulipanen Angelique
Tulipanen
Læs også: Tulipaner – hemmeligheden bag succes med løgblomsten over dem alle