Sød blomstertobak

Så tobaksfrø nu, så du kan glæde dig over fine blomster helt fra juni til oktober.

Dejlige dufte og farver

Der er mange forskellige arter af tobak, Nicotiana, og en del af dem hører til blandt de bedste sommerblomster, der findes.
De udmærker sig ved langvarig blomstring, smukke blomster, dejlige farver og mange også ved en dejlig duft, der især fylder luften i aften- og nattetimerne. Det er samtidig blomsternes farvespektrum, der gør dem værdifulde i mange sammenhænge. De grønne, limefarvede og gulgrønne blomster, som flere arter disker op med, finder man ikke mange steder i planteriget.

Igen og igen

Flere af de tobaksarter, der dyrkes i haven, er faktisk stauder, men da de ikke tåler temperaturer under fem grader, dyrkes de her til lands som nemme et-årige sommerblomster.
Til gengæld sår mange af dem flittigt sig selv, så du kan som regel glæde dig over planterne i årevis, når du først én gang har gjort dig den ulejlighed at så og plante dem ud i din have.
Selv om de selvsåede planter kommer lidt sent i gang, og selv om de ikke har præcist de samme egenskaber (farve og størrelse fx) som de forædlede frø, du begyndte med, bliver de selvsåede planter som regel en succes. Så det er en god idé at holde godt øje med de karakteristiske blade og så skåne dem for hakkejernet.
Fælles for de forskellige arter er de store, aflange blade, der er dækket af kirtelhår, så de nærmest virker klistrede. Folk med tendens til overfølsomhed bør undgå at røre for meget ved bladene, da de kan give hudirritationer.
Du kan selvfølgelig også høste frøene, når kapslerne modner, gemme dem tørt og køligt vinteren over, og så dem under kontrollerede forhold til næste år.

Dejlige slægtninge

Grøn tobak, Nicotiana langsdorffii, har et mylder af små, klokkeformede blomster. Plan-terne kan blive høje, op til 1-1,5 meter, og de blomstrer uafbrudt hele sommeren. Sorten ‘Lemon Tree’ har limegrønne blomster, mens ‘Tinkerbell’ har en spændende kombination. Kronbladenes yderside er limegrøn og indersiden støvet rosa.
Narcistobak, Nicotiana sylvestris ‘Only the Lonely’ er en meget smuk og elegant plante med nikkende, snehvide blomster med lange kronrør. Blomsterne dufter fantastisk en sommeraften. Op til 1 m høj.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler