Solgul azalea – flot med og uden blomst

Guldazalea er en fornem repræsentant for den gruppe af rododendron, der under et kaldes for azalea. Det specielle ved denne gruppe er, at de i modsætning til de fleste rododendrontyper mister bladene, når vinteren nærmer sig. Til gengæld har de mange andre stærke sider i form af fx yndefulde blomster og fantastiske høstfarver før løvfald.

Nem at dyrke
Guldazalea, der på latin hedder Rhododendron luteum, er den eneste vildtvoksende rododendron art i Europa, hvor den findes i egnene omkring Sortehavet. Det betyder, at den er både meget robust og meget hårdfør også under danske klimaforhold, og dermed er den dejligt nem at dyrke i haven, blot de sædvanlige dyrkningsregler for surbundsplanter overholdes.

Grov sphagnum eller rododendronjord
Dyrkningsregler der foreskriver en luftig og let sur jord, der ikke tørrer ud. Forhold, der kan skabes ved hjælp af grov sphagnum eller egentlig rododendronjord. Når du planter rododendron skal du grave et bredt, men ikke særligt dybt hul, da buskenes fine rodsystem ligger tæt under jordoverfladen og breder sig mere i bredden end i dybden. 10 cm dybere end rodklumpen og 20 cm bredere er passende. Af samme grund er det relativt nemt at flytte rundt på rododendron og azalea, hvis de er plantet det forkerte sted.

Med og uden blomster
Der er mange gode grunde til at plante guldazalea i haven. Busken, der bliver omkring 2 meter høj, har en elegant grenbygning og er helt uimodståelig i blomstringsperioden i april-maj. De spinkle, gyldne, tragtformede blomster er samlet i lette stande, der udsender skønne sommerdufte.

Også smuk om efteråret
Men showet er ikke overstået med blomstringen. Guldazalea er en smuk, grøn skulptur i havens sommersceneri, og når vinteren nærmer sig, runder den sæsonen af med et festfyrværkeri af høstfarver i hele den gyldne skala fra gult over orange til glødende rødt og purpur.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler