De stauder, du skal kigge efter, skjuler ikke de blomster, der står bag dem. De har en let og luftig vækstform og fnuglette blomsterstande, så de nærmest virker gennemsigtige. Eller de blomstrer med høje, slanke spir, der nok rager op, men til gengæld er nemme at kigge forbi og omkring.
Et staudebed er et bofællesskab
Planternes forskellighed skaber en spændende helhed, fordi de varierende former fremhæver og understreger hinanden. Et staudebed er et bofællesskab, der skal fungere til glæde for alle indbyggerne. Derfor er det vigtigt at vælge stauder, der er nogenlunde lige stærke og alle trives med de forhold, bedet har at byde på, når det fx gælder lys eller jordtype. Ellers vil de stærkeste hurtigt fortrænge de svageste.
Læs også: Få et staudebed, der blomstrer hele året
Høje stauder kræver ikke så meget plads
Mange af de høje stauder er rimeligt nemme at integrere i såvel et nyt som et allerede etableret staudebed. De kræver nemlig kun begrænset plads at vokse på, men gør alligevel stor fyldest, fordi de løfter deres blomster op over den øvrige beplantning.
Jorden skal renses for ukrudt før du planter
Før du går i gang med at plante, er det vigtigt, at jorden er renset for ukrudt og andre stauder, så den nye plante har plads til at etablere sig. Hold øje med, hvor der er åbninger i den eksisterende beplantning og gå efter de steder. Det må gerne være lidt tilfældigt, hvor planterne placeres. Det giver det bedste resultat, hvis du lader den samme høje staude gå igen flere steder i staudebedet. Det giver ro og et ekstra flot helhedsbillede.
Planter du kraftige halvhøje stauder tæt på de høje, får de ekstra støtte i bedet.
Stauder med flotte blomsterspir
- Fingerbøl
- Kongelys
- Ridderspore
- Aks-brandbæger
- Sølvlys
Stauder med fnuglette blomsterstande
- Akelejefrøstjerne
- Brudeslør
- Skælhoved
- Mandstro
- Kæmpe verbena
Læs også: Kæmpe verbena – sådan planter du verbena i bede og krukker