Sådan dyrker du stikkelsbærkiwi (mini kiwi) i din have

Stikkelsbærkiwi er et godt alternativ til rigtig kiwi, som er lidt for eksotisk til danske haver. Den er en sød og lækker slyngplante med et smukt indre, og en af dens fordele er, at den nemt kan dyrkes i danske haver.

Sødere og mere aromatisk end kiwi

Stikkelsbærkiwi har ikke meget til fælles med stikkelsbær – kun størrelsen og formen på frugterne. Til gengæld er det ikke svært at få øje på det nære slægtskab med kiwifrugten, når du skærer en af de små frugter over, ligner det en kiwi. Smagen er dog sødere og mere aromatisk end kiwiens, og så kan frugterne spises, som de er, nærmest som druer. De har nemlig ikke det behårede ydre, der kendetegner kiwi.

Mini kiwi: en dekorativ slyngplante, der passer til det danske klima

Stikkelsbærkiwi (på latin: Actinidia arguta) kan uden problemer dyrkes i danske haver. Stikkelsbærkiwi, der hedder “Actinidia arguta” på latin, er en kraftigt-voksende slyngplante, der både er dekorativ og produktiv. Den blomstrer med små, velduftende blomster i juni-juli, og frugterne modner i klaser i september-oktober. Bladstænglerne er fint røde og giver et smukt farvespil sammen med de grønne blade. Før løvfald runder den sæsonen af med glødende gule høstfarver.

Læs også: Få succes med figentræ

Stikkelsbærkiwi skal have opbinding

Her til lands bliver planten op til syv meter høj, og da den ikke udvikler en stamme, der kan bære planten, har den behov for opbinding. Den er oplagt til at plante ved en portal eller pergola, lige så vel som den er fin på et espalier. Men regn med, at den viltre vækst skal styres en del med jævnlig studsning, så det hele ikke ender i et virvar.

Stikkelsbærkiwi eller minikiwi kaldes “hardy kiwi” på engelsk og Actinidia arguta på Latin.

Mini kiwi skal beskyttes mod nattefrost

Stikkelsbærkiwi er fuldt hårdfør på vore breddegrader, men kan ligesom fx hortensia være ret følsom over for frost på de første forårsdage, hvor solen lokker knopperne til at folde sig ud, så de bliver følsomme over for nattefrost. Derfor er det bedst at plante stikkelsbærkiwi et sted, hvor fx et træ eller en bygning skærmer mod den lavtstående forårssol. Alternativt kan planten beskyttes med fx et stykke fiberdug på dage med høj sol og risiko for nattefrost.

Sol og veldrænet jord

I vækstsæsonen er masser af sol en forudsætning for god frugtudvikling. Veldrænet jord hører til plantens livretter, men du skal sørge for, at den får vand nok under frugtudviklingen.

Stikkelsbærkiwi kræver lidt tålmodighed

Det tager som regel mindst tre år, før stikkelsbærkiwi begynder at bære frugt. Du kan sikre dig imod, at det varer endnu længere ved at beskytte planten ekstra godt mod forårsfrosten. Det er også en god idé at undgå gødning i sensommeren, fordi det sætter gang i nyvækst, som ikke kan nå at afmodne inden vinteren og derfor er ekstra udsat for frostskader.

Nødvendigt med både han- og hunplanter

Enkelte sorter af stikkelsbærkiwi, fx ”Issai”, er selvbestøvende, men ellers er det nødvendigt at have både han- og hunplanter for at kunne høste frugter. Plant han- og hunplanterne med 2-4 m’s afstand, fx ved en pergola. En hanplante kan ved hjælp af især honningbier bestøve op til seks hunplanter.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler