Kæmpe stokrose fundet i Vejen – se, hvor langt målebåndet når op

En stokrose bliver sædvanligvis mellem 1,5 og 2,5 meter høj, men det er der tilsyneladende ikke nogen, der har fortalt Harry Mikkelsens stokrose. Se billedet af stokrosen, der er vokser i vilden sky.

Stokrose på knap fire meter

Det sker af og til, at vi modtager post fra vores læsere, og i sidste uge, åbnede vi på redaktionen en ret opsigtsvækkende mail fra Harry Mikkelsen i Vejen. Han fortalte, at han havde en stokrose i haven, der var vokset lidt ud over det sædvanlige – da vi så fotoet, kunne vi kun give ham ret. 3,95 meter – normalt bliver stokroser et sted mellem 1,5 og 2,5 meter.

Frie omgivelser og lidt gødning

Vi spurgte Harry, om han havde gjort noget særligt for at opnå den højde:

– Stokrosen stod før inde under udhænget på et hus, og kunne ikke blive højere end 2 meter. For ca. 2 år siden gravede jeg den op og flyttede den – i starten hang den noget, men den kom sig heldigvis. Sidste år blev den 3,30 meter, og i vinteren 2011 klippede vi den ned. I foråret fik den lidt gødning, og i dag er den 3,95 meter. Den tykkeste af stokkene er 3 cm, fortæller Harry.

Stokrosen vokser stadig

En anden ting, der undrede os på redaktionen, var, hvordan Harry havde undgået at stokrosen væltede eller knækkede under de af og til kraftige storme i Danmark:

– For at den ikke skal vælte i regn og storm, er den bundet til stakittet, men ellers gør vi ikke noget – altså andet end at undre os over, hvornår den stopper med at gro, afslutter Harry.

Har du en stokrose over fire meter?

Hvis du har en tilsvarende eller højere stokrose i din have, så send gerne et billede ind til idényts redaktion på tfk@idenyt.dk

Læs også: Sådan sår, planter og plejer du stokroser

Mest læste artikler