Storkenæb som bunddække planter

Effektive og hårdføre bunddækkeplanter forebygger ukrudt, og du kan derfor bruge tiden i haven på nogle sjovere ting. Storkenæb er en af de planter, der egner sig særligt godt som bunddækkeplante.

Effektive bunddækkeplanter

Nogle arter af storkenæb, Geranium, kan mere, end deres blide blomster – der lige er sprunget ud – lader skinne igennem. Faktisk er de temmelig effektive bunddækkeplanter, der kan skygge rigtig meget ukrudt væk, fordi deres tætte bladtuer lukker fuldstændig af for lyset. En af dem, der gør det rigtig godt her i haven, er storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum ’Album’, der danner et tæt bunddække i halvskyggen under en opstammet kristtorn sammen med påskeklokker i massevis.

Læs også: Kom med i Lotte Bjarkes have lige nu

Det hele begyndte med en lille plante…

Lige nu blomstrer bunddækket med sarte hvide blomster med blegrøde støvdragere, der sammen med de ligeledes blegrøde blomsterknopper giver et fint farvespil. Det hele begyndte med en enkelt lille plante i en 10 cm potte for vel fire-fem år siden, så man må sige, at den har formået at blive til noget.

 

I skovbedet på den anden side af græsbæltet blev kollegaen bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, sidste år sat ind i kampen mod den stærkt ekspansive skvalderkål. Jeg tror nu ikke, at den ligefrem kan kvæle skvalderkål, så skal der i hvert fald lidt mere fart på, men med lejlighedsvis hjælp fra hakkejernet, kan den nu nok holde skvalderkålen nogenlunde stangen og ser i hvert fald ikke ud til at blive kvalt selv. De dybt violette blomster med tilbagebøjede kronblade er i øvrigt ret fantastiske, så det kan i sig selv være en grund til at plante den.

Læs også: Bunddække der virkelig vil

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler