Syren dufter – og smager godt i din mad og saft

Udenfor leverer syren de første farver til sommerhaven – indenfor pynter den på bordet og smager i saft, desserter og sirup. Syren er temmelig nøjsom, men kræver en del sol for at blomstre, og så findes der masser af sorter i forskellige farver, former og voksemåde.

Twitter Print

Syren er tegn på sommer

Syrener fås i mange farver fra hvideover de svagt lyserøde til pastelblå og mørklilla. Denne hedder Rochester.

Almindelig Syren (Syringa vulgaris) er meget udbredt i både vilde landskaber og mere tæmmede haver, og begejstringen er lige stor hvert år i slutningen af maj eller starten af juni, når de smukke blomster folder sig ud i overdådige klaser: Syrener giver med deres blomster og tunge duft et af de første tegn på sommer og det skal nydes, for syrenen blomstrer ikke længe.

Forskellige farver og voksemåde

Syrenen har fået et velfortjent comeback, og i dag findes der utallige sorter: Enkelt- eller dobbeltblomstrende, rosa, hvide, lilla, blå, purpurrøde og cremefarvede, hver med deres egen karakteristiske duft, skønhed og voksemåde.

Nogle vokser hurtigt og er slanke, andre vokser moderat og bliver fyldige. I dag findes der også langsomt voksende sorter til små haver, fx hybrider som “Rochester”, “Fynsk Forår” og “Syrenprinsessen” for ikke at glemme de duftende dværgsyrener.

Veldrænet havejord og sol

 Syrenprinsessen er en busk, der passer godt ind i den lille have.

Syren er nøjsom og kan trives selv på mager, men dog ikke for tør sandjord – bare der ikke er for meget fugt eller skygge. Skal syrenen trives allerbedst, så giv den god, veldrænet havejord og masser af sol: Jo mere lys, syrenen får, des flere blomster giver den. Den tåler i øvrigt både vind og frost.

Sådan beskærer du syrenen

De hurtigt voksende sorter, skyder i vejret med ca. 20 cm om året. Men den tåler beskæring, hvis det sker på det rigtige tidspunkt – lige efter blomstringen i begyndelsen af juni: Beskær ca. hvert tredje år, hvis du ønsker en lidt tættere og busket form på din syren, og skær hellere enkelte store grene af ved bunden af busken, end alle grenene i en bestemt højde, da syrenen blomstrer på sidste års skud.

Syrener i din mad

Har du også prøvet at suge honning fra syrenblomster som barn? Den er god nok: De fine syrenblomster kan bruges i køkkenet, fx over en grøn salat eller en hvid hytteost, i saft, sirup og gelé. Syrenblomster er også meget velegnede til at kandisere. Eller hvad med at fryse de små blomster ned i isterninger og servere dem i drinks på en varm dag.

Syrensaft – det skal du bruge

3 citroner
40 klaser syrenblomster
1,8 kg sukker
60 g citronsyre
2½ l kogende vand

Vask citronerne grundigt, og skær dem i skiver. Læg blomsterne i en skål sammen med sukker, citronsyre og citronskiver.

Hæld det kogende vand over og rør, til sukkeret bliver opløst. Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den stå på køl i tre dage.

Si saften, og hæld den på rene, skoldede flasker. Opbevar saften i køleskabet.

Gode råd til syrener i buket

Følg disse råd, hvis du vil nyde syrener inde:
– Snit grenspidserne af forneden, og slå spidsen af grenen i stykker. Sæt herefter syrenerne i varmt vand.
– Eller: Klip dem om morgenen, og sæt dem straks i vand.
– Eller: Skær mindst fem cm af stilkene UNDER vand. Herved opstår der ikke luftlommer, som bremser for vandtilførslen.

Twitter Print

Mest læste artikler