Primula giver haven blomster i det tidlige forår

Primula er en rigtig god plante, hvis du ønsker tidligt forår i dine bede og krukker. De er nemme og pålidelige forårsplanter - de fleste blomstrer i forårsmånederne, men nogle blomstrer først hen på sommeren. De er generelt nemme at dyrke, dog stiller enkelte lidt særlige krav.

Twitter Print

Primula er også kendt som kodriver

Primula er en stor planteslægt med mere end 500 arter. Enkelte vokser vildt i naturen, hvor de også kaldes kodriver. I danske skove kan du støde på den storblomstrende kodriver. Den har sart lysegule blomster og minder meget om de Primula, der sælges som potteplanter fra juletid. De fås i alverdens farver og er dejlige og tidlige forårsbebudere indendørs. 

Kugleprimula i bed og krukker

Kugleprimula blomstrer allerede fra marts. Den er nem at dyrke og stiller ingen særlige krav. De perfekte runde blomsterbolde i hvide, rosa og lilla farvenuancer sidder på 20-30 cm lange blomsterstilke, så de skal helst plantes i forgrunden af bedet. Og så de fås som potteplanter og kan plantes i søde forårskrukker, før de plantes ud i haven.

Planter med masser af farvekombinationer

Showaurikler er det botaniske udgangspunkt for en haveaurikel, Primula pubescens, men gennem et omfattende krydsningsarbejde er der skabt de mest fantastiske farvekombinationer og et udvalg så stort, at de er et samlerobjekt i fx England.

Planterne er bare 15-20 cm høje, og blomsterfarverne er både hvide, gule, røde, violette, brune og næsten sorte i meget usædvanlige kombinationer. Showauriklerne blomstrer i maj-juni og holder af mere sol end de fleste Primula.

Etageprimula er flotte i staudebedet

Etageprimula er en samlebetegnelse for arter, der har blomsterne siddende i flere etager på lange stængler. De findes med både gule, orange, røde, hvide og sart lyserøde blomster og er meget elegante i staudebedet, når de blomstrer i juni-juli. De er ikke svære at dyrke, men det er afgørende, at de får skygge og fugtig muldjord.

Sådan har Primula det bedst

Generelt er Primula nemme at dyrke, om end enkelte stiller lidt særlige krav. Som udgangspunkt er en god, muldrig havejord og et voksested med halvskygge bedst. I vækstsæsonen skal de have godt med vand. Fugtig jord passer de fleste arter, og for nogen er det ligefrem et krav. En Primula, der mangler vand, ser trist ud, når bladene ligger slapt hen ad jorden.

Twitter Print

Mest læste artikler