Tulipaner, der blomstrer år efter år – læg botaniske tulipaner i din have

Tulipaner er ikke bare tulipaner. Lægger du botaniske tulipaner, også kaldet vildarter i din have kan du se forskellen med dine egne øjne: Botaniske tulipaner spreder sig til et stort fint tæppe, der blomstrer år efter år. Og de botaniske tulipaner er det sarte ydre til trods, stærke og hårdføre planter, der gerne breder sig og danner fine forårstæpper.

Botaniske tulipaner er i virkeligheden de rigtige tulipaner 

Tulipaner– nu forestiller du dig sikker store, farverige, vaseformede blomster på lange sprøde stængler. Men disse “almindelige tulipaner” er ikke de eneste tulipaner, du kan dyrke i din have. Der findes nemlig botaniske tulipaner – de kaldes også for vildarter, for det er, hvad de er: naturlige vilde arter af tulipaner.

“Almindelige tulipaner” skabt gennem forædling“ 

De almindelige tulipaner” er skabt ved intensiv forædling med krydsning efter krydsning af nogle af de omkring 100 vilde arter af tulipaner. En proces, der har stået på i flere århundreder for at fremelske tulipaner med stærke farver og store blomster.

Tulipaner med mere afdæmpede farver

De botaniske tulipaner er ikke ret høje, blomsterne er mindre og farverne ofte mere afdæmpede. De er på mange måder mere naturlige i hele deres udtryk og giver også en helt anden virkning i haven end deres farverige slægtninge.

Tulipaner der blomstrer år efter år 

De botaniske tulipaner er robuste planter, der kommer igen år efter år og i virkeligheden har det bedst med at få lov at være i fred. Glem alt om at grave løgene op, de har det fint i jorden, og det går ikke ud over blomstringen, som det kan gøre for de sarteste af de almindelige tulipaner.

Tulipanerne sår sig selv 

De løg, du lægger, bliver hurtigt til flere dér, hvor planterne trives. De små løg sætter sideløg, så der dannes et fint bunddække i forårshaven. En del af vildarterne danner samtidig frø og sår sig selv, hvis du lader frøkapslerne modne efter afblomstring. Frøene spirer villigt og giver dig endnu flere gratis planter.

Få et tæppe af tulipaner 

Der går fem år fra den lille løgplante spirer første gang, til den blomstrer, så pas på, når du luger i bedet. Et tæt tæppe af fx Tulipa tarda i forårsbedet, hvor de spæde, gule stjerneblomster hviler sødt mellem de grønne blade, er en af forårets dejligste og smukkeste haveoplevelser.

Sådan lægger du botaniske tulipaner

  • Læg løgene i jorden et tørt og solrigt sted.
  • Læg dem med spidsen op i 10 cm dybe huller med 10 cm mellem løgene.

    Tips

  • Efter blomstring: Lad dem visne ned, så de samler energi i løget.
  • Undlad at knibe de visne blomster, hvis du vil lade planterne så sig selv.
  • Vand ikke de botaniske tulipaner om sommeren.
  • Botaniske tulipaner er gode som forårsbunddække
    i staudebedet, hvor de efter afblomstring kan
    visne ned i ly af staudernes nye skud.

Botaniske tulipaner – nyd synet!

Tulipa tarda får smukker stjerneformede blomster, der er gule med hvide spidser. Den blomstrer i marts og april og blomsterne bliver 10 cm høje.

Tulipa turkestanica er også i den gule og hvide farveskala, men med meget hvid, der næsten har et hvidgrønt skær over sig. Midten af blomsten er gul. Blomstrer allerede i februar og marts. Bliver ca. 10 cm høj.

Tulipa praestans “Fusilier” har fire-fem ensfarvede orangerøde blomster på hver stængel! Blomsterne springer ud i april-maj, og tulipanen bliver noget højere end mange af de andre botaniske tulipaner – den bliver 35 cm høj.

Tulipa saxatilis bliver 20 cm høj og får to-fire stjerneformede, rødlilla blomster på hver stængel. Blomstrer i april.

 

Læs også: Tulipaner – hemmeligheden bag succes med løgblomsten over dem alle

Mest læste artikler