Vild med vibeæg

Vores haveskribent Lotte Bjarke har plantet forårskrukken med vibeæg, som giver farver og endda tern i haven.

Krukke med forårsblomster

Foto: Lotte BjarkeVibeæg, Fritillaria meleagris, er nok den løgblomst, jeg har sværest ved at stå for. Tænk, at naturen har opfundet en ternet blomst. Derfor er forårskrukken med vibeæg blevet en tradition, der hører til her i haven. I år blev det til en kombination med blandt andet forskellige Primula i matchende nuancer, bordeauxfarvede hornvioler, Viola cornuta, den dybblå, bredbladede perlehyacint, Muscari latifolium, og så den efter min mening ualmindeligt søde, rosa martsviol, Viola odorata ‘Miracle Classy Pink’, der dufter lige så dejligt som den almindelige blå.

Dæk krukken til ved frost

I forårskrukken er det ikke noget problem at plante tæt, så man får et næsten blomstereng-agtigt udtryk med det samme. Temperaturen er endnu lav, så det ikke er svært at holde planterne med vand. Som vejrudsigten ser ud, holder krukken rigtig længe, men hvis der er udsigt til frost, bliver den dækket over med et stykke fiberdug, til faren er drevet over, eller flyttet i ly, hvis det ser rigtig truende ud. Men foreløbig skal den stå ved fordøren, så man bliver glad hver gang, man går ud eller ind.

Genbrug vibeæggene

Foto: Lotte BjarkeVibeæg-planterne i forårskrukken får altid lov til at visne ned i krukken. Så kan de nemlig plantes ud i haven bagefter. Der er efterhånden en ganske god bestand af genbrugs-vibeæg flere steder rundt i haven. De skal plantes, så løgene kommer til at ligge 8-10 cm under jordoverfladen, og så skal man passe på, at man ikke forveksler de spirende planters græslignende løv med græsukrudt i det tidligste forår. Men ellers fungerer genbrugsordningen perfekt her i haven – og det gælder også de øvrige planter i forårskrukken.

Læs mere om forårskrukker på Lotte Bjarkes egen blog “Helt hen i haven”

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler