En pergola i træ er en god tilføjelse til din have. En pergola med tag giver således ekstra skygge i de varme sommer-måneder, når den er beklædt med flotte klatreplanter.
Her er vores bedste tips.
Indhold
Byg din egen pergola i haven
Pergolaen skal være solid
Pergola med tag
Brug af rionet som overligger til pergolaen
Pergola i træ
Bjælkerne skal ned i 90cm. dybde
En hytte af pil
Egnede planter til pergola
Byg din egen pergola i haven
Pergolaer har været kendt siden antikkens haver. Her plejede romerne at køle sig ned under vinrankerne, der hang i pergolaens gitter-tag.
Du kan selv lave en pergola i nøjagtig den størrelse, du har brug for og plads til. Alt, hvad det kræver, er et “skelet” af træ eller et andet solidt materiale samt klatreplanter med en kraftig og dækkende vækst. Området, hvor pergolaen skal opføres, skal være helt plan. Søjlerne skal placeres parvis over for hinanden og forbindes foroven med overliggere.
Pergolaen skal være solid
Der findes mange færdiglavede pergolaer i træ og metal, men det er ikke svært at bygge en pergola selv, som passer i stil med dit hus og have.
En pergola kan være så enkelt konstrueret, at du bare sætter snore op mellem to bygninger med et hjemmelavet tag af for eksempel sivmåtter . En anden kreativ løsning er at sætte den ene side af pergolaen op mod husets væg og herefter lave et gitter-tag over det ønskede område.
Du kan også bygge en fritstående pergola, men husk, at det er vigtigt, at pergolaen er stabil. Især hvis du vil omslutte den med klatreplanter. Belastningen kan godt gå hen og blive stor, når pergolaen er beklædt med planter.
Der må ikke være for langt mellem overliggerne i pergolaen. Med et mellemrum på cirka 60 cm bliver taget solidt nok til at bære planterne og giver samtidig plads til, at taget kan blive grønt. Både stolper og overliggere skal være relativt solide – jo større, du laver pergolaen, desto tykkere skal overliggerne være. Husk, at konstruktionen også skal kunne holde til presset fra sneen om vinteren.

Pergola med tag

Pergolaens tag kan ikke bare laves af slyngplanter, men også af sejldug eller sivmåtter, der beskytter lige så effektivt mod solen. Hvis du sætter plantebeklædte espalier langs siderne, er du også beskyttet imod vinden.
Brug en rionet som overligger til pergolaen
I stedet for overliggere af træ i pergolaen, kan du bruge armeringsjern også kaldet rionet. Det kan fås i metermål i byggecentrene samt i færdige, indrammede sektioner. Her kan planterne sno sig ind og ud gennem nettets huller.
Pergola i træ
Til en pergola er det ekstra vigtigt at bruge robust træ, da træet konstant er omsluttet af planter, der afgiver fugt på konstruktionen. At give træet træbeskyttelse er ikke nok, da behandlingen jo ikke kan gentages, når planterne er vokset op og så at sige lægger sig henover pergolaen.
Teaktræ og andre ædeltræsorter er holdbare og bestemt udmærkede til pergolaer, men de er også dyre. Et godt og billigere alternativ, der ikke rådner så nemt, er robinie (Pseudoacacia), som kommer fra Østeuropa, og fås både med og uden bark.

Bjælkerne skal ned i 90 cm dybde
Du skal bore ud til bjælkerne med et cylinderbor. Bor cirka 90 cm ned i frostfri jord. Sæt bjælkerne ned i hullerne, men vent med at fastgøre dem, til du har samlet pergolaen, så du om nødvendigt kan rette lidt på konstruktionen. Til sidst skal der stampes op omkring stolperne med stabilgrus og eventuelt afsluttes med et lag tørbeton – det holder også ukrudtet væk.
Du kan også montere bjælkerne i et beslag der støbes fast i jorden. Stolpesten med stolpesko er en god måde at beskytte bjælkerne. Her er bjælkerne ikke i direkte kontakt med jorden.
En hytte af pil
En nem piletunnel er også en slags pergola. Du skal bruge cirka 3 meter lange hegnspil, som købes hos piledyrkerne rundt i landet. Pilegrenene plantes i marts eller april og stikkes 20-30 cm ned i jorden. Den øverste del af grenene bøjes ind over hinanden, så de danner en tunnel eller en arkade. Bind dem sammen med bast eller elektrikerstrips. Der skal vandes grundigt i starten, så rødderne får ordentlig fat i jorden. Allerede den første sommer får du glæde af piletunnellen.
![]() | |
En pergola egner sig også fint til vedbend. (Billede: Colourbox) |
Egnede planter til pergola
Tobakspibeplante (Aristolochia macrophylla):

Blåregn (Wisteria sinensis):

Hunderose (Rosa beggeriana):

Willestrup:

Klematis:

Guldregn (Labernum):

De fleste typer af slyngplanter og klatreplanter er velegnede til pergolaer. Det er bare at gå på opdagelse. Der er helt sikkert en plante, du kan forelske dig i og se for dig i din nye eller gamle pergola.
Denne artikel er senest opdateret den 19. august 2022.