Cph Garden 2019 var en stor succes

Med 16.000 glade besøgende fra både ind- og udland, smukke showhaver og en lang række foredrag fra de fremmeste haveformidlere var Cph Garden 2019 en stor succes! 

Weekenden har i den grad stået i havens tegn. De sidste fire dage har det nemlig vrimlet med glade havefolk på Marbækstien i Ballerup, hvor landets største haveshow, Cph Garden 2019, er løbet af stablen.  

Allerede torsdag morgen, da Haveselskabet åbnede lågen for at byde velkommen til den første af fire showdage, var køen udenfor pladsen lang. Siden da strømmede gæsterne til fra nær og fjern, og søndag eftermiddag lå besøgstallet på hele 16.000 gæster.

En bragende succes

Med tusindvis af besøgende fra både ind- og udland, smukke showhaver, indbydende inspirationshaver og en lang række foredrag, debatter, udstillinger, salgsstande og store havefaglige kapaciteter tøver Haveselskabets direktør Charlotte Garby ikke med at kalde Cph Garden 2019 for en succes.

“Det er gået forrygende godt – over al forventning. Vi har fået en masse ros og positive tilkendegivelser fra både publikum og udstillere, og det gør mig meget, meget glad. For det viser med al tydelighed, at der er interesse for og plads til et haveshow i denne her størrelsesorden i Danmark. Det er meget overvældende,” siger hun i en pressemeddelelse.

Showhaver, awards og publikumpriser

I løbet af de fire dage har de stærkeste kræfter fra haveverdenen som Claus Dalby, tv-gartner Knud Bundgaard og kogebogsforfatter Anh Lé stået klar til at inspirere haveejere med spændende foredrag og kurser. Samtidig kunne gæsterne imponeres over otte smukke showhaver og ni mindre inspirationshaver, der med små rum, vilde planter og flotte farver samlede tidens største havetrends på få kvadratmeter.

På showets første dag uddelte en professionel fagjury – med blandt andre havedesigner Dorthe Kvist i spidsen – mange flotte priser, heriblandt prisen for bedste showhave. Her gik prisen til haven ‘Skærsommernatsdrøm’ af Lise Bollhorn og Erik Dal, men søndag var det publikums stemmer, der kårede årets favoritter i haveverdenen – og det faldt noget anderledes ud.

Og vinderen er..

Det er første gang, at publikum får lov at kåre deres favoritter. Gæsterne ved Cph Garden har i løbet af haveshowet kunne stemme på deres favorit blandt de otte showhaver, ni mindre inspirationshaver og de mange stande. Kåringerne faldt ud som følger:

Publikums showhavefavorit: ‘Havedrømme til alle’

Publikums favorit inspirationshave: ‘Det rummelige haverum’ 

Vinder af Årets udstiller: Radsted Gartneri

Du kan læse om alle showhaverne her.

Mest læste artikler