Derfor bliver dine æbler og jordbær deforme

Mange haveejere oplever, at deres æbletræer giver ‘deforme’ æbler og jorbærplanterne giver underlige jordbær. Men du kan selv gøre noget for at få flotte æbler og jordbær igen.

Hvis dine æbler og jordbær er deforme, er der en stor sandsynlighed for, at det skyldes, at du ikke har nok bier i din have. Bier er nemlig gode til at bære pollen fra have til have og dermed sikre, at havens planter bliver fremmedbestøvet og dermed danner en mere ensartet frugt. 

Læs også: Jordbær – sådan dyrker, plejer og plukker du jordbær

»De bestøvende insekter og deres trivsel har stor betydning for den frugt, der gror i Danmark. Hvis der for eksempel ikke er nok insekter til, at æblerne bliver bestøvet ordentligt, bliver æblerne skæve og misdannede og ser mærkelige ud. Eller også kommer der slet ikke frugt,« forklarer Lasse Lose, leder på Pometet, Institut for Plante og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, til Samvirke. 

Sådan tiltrækker du bier til din have

Hvis du vil tiltrække flere bier til din have, kan du selv gøre en aktiv indsats for at skabe en bi-venlig have. 

Det kan du blandt andet gøre ved at tænke bier, hvepse og andre bestøvere ind, når du vælger blomster til din have. Nogle blomsterne er bare ekstra populære hos bierne. Det er for eksempel blomster som asters, lavendel og salvie.

Det er også en god idé at samle sine blomster i klumper og i tætte bede. Det har vist sig, at bier foretrækker den form for blomsterbeplantning. Det skyldes blandt andet, at bierne kan spare energi, fordi de kan nemt kan hoppe fra blomst til blomst.

Bierne har brug for energi i foråret, når de vågner af deres vinterdvale, og derfor er det også en god idé at plante krokus og andre forårsblomster, så bierne hurtigt kan få næring, når de vågner

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler