Rengøring af drivhuset i foråret med en højtryksrenser – sådan kommer du i gang

Drivhuset skal rengøres, inden du starter den nye sæson. For ud over snavs og alger vil drivhuset rumme masser af svampesporer, der senere kan skade dine planter. I sprækker og revner findes mider og andre skadedyr, der sidder og venter på, at du planter deres livretter.

Når foråret så småt begynder at vise sine første tegn på sin ankomst, begynder de fleste af os at trække ud i haven, og klargøre den til de varme tider, der nu er på trapperne.

Intentionen for et drivhus i haven er ofte den store høst. Derfor er det vigtigt, du her i foråret gør både drivhuset og jorden klar til de nye grøder. 

Vi guider dig til, hvordan du kan hjælpe din køkkenhave i drivhuset godt fra start.

Ryd ud og ryd op

Start med at tømme hele drivhuset. Gamle planter skal på komposten, urtepotter og alt andet tilbehør skal ud og ligge på græsplænen – og ting, der er gået itu, skal på genbrugspladsen.

Beskær store træer i drivhuset

Har du et større træ i drivhuset, er det sidste chance for at skære det tilbage (vin skal dog beskæres til jul!). Fjern samtidig alle gamle blade og indtørrede frugter – her kan mider og skadedyr have overvintret.

Grav det gamle drivhusjord ud

Dyrker du i plantesække, så bær dem over i køkkenhaven til senere brug. Hvis du dyrker direkte i jorden, så grav den gamle jord ud nu, inden du begynder at vaske drivhuset.

Når alt er ude, skal selve drivhuset vaskes grundigt. Brun sæbe er fint til formålet – men har du haft problemer med skadedyr i sidste sæson, er det en god idé at bruge en speciel drivhussæbe, der er udviklet til at få has på krybene.

Brug en højtryksrenser

Start med at skylle hele drivhuset, så gamle blade og skidt bliver opløst. Haveslangen er god – en højtryksrenser endnu bedre. Sæb herefter hele drivhuset ind, og lad skummet virke i et kvarters tid. Herefter skal du i gang med en god stiv opvaskebørste, en grydesvamp og en lang børste på skaft til taget. 

Husk overlappet mellem vinduerne

Det tager lidt tid at få alt skidtet ud i overlappet mellem ruderne – men det kan betale sig, for det er her, skadedyrene overvintrer. Skyl skiftevis fra indersiden og ydersiden – skidtet “vandrer” igennem sprækkerne.

Potter og plantekasser skal også vaskes

Husk, at alt tilbehør også skal vaskes. Potter, ophæng, plantekasser og vandkander skal spules og sæbes godt ind. Skrub stammen på de planter, der bor fast i drivhuset – skadedyrene holder til under barken.

Sædskifte i drivhuset

Dyrker du direkte i jorden i drivhuset, er det et stort arbejde at skifte al jorden på en gang. Heldigvis kan sædskifte gøre, at du ikke behøver at skifte al jord hvert år. Princippet er, at du rokerer dyrkningen af tomater og agurker – så der står agurker i jorden det ene år og tomater det næste. Herefter bør jorden skiftes i et spadestiks dybde.

Skift jord med fire til fem års mellemrum

Det er dog ikke nødvendigt at skifte jorden så ofte, hvis du hvert år fjerner det øverste lag jord og erstatter det med ny frisk kompost og eventuelt supplerer med husdyrgødning. Under alle omstændigheder er det en god regel at skifte al jord med fire til fem års mellemrum – skift evt. et bed om året.

Tag forskud på sæsonen

Så snart drivhusjorden er blevet lidt lun, kan du så et par rækker med vårsalat, almindelig salat, radiser, dild, persille, rucula og spinat direkte i drivhusjorden eller i “lune” flamingokasser. 

Pas på temperaturen

Hvis du sår tidligt i drivhuset, skal du passe på alt for store temperaturforskelle. Dæk gerne med hvid plast, det holder på fugt og varme om natten og sørger for, at frø og planter ikke steger om dagen. Sørg for at åbne vinduerne på solskinsdage.

  • Sæt et par jordbærplanter ind i store potter – så kan du spise tidlige jordbær.
  • Rabarber kan drives tidligt frem i varmen i drivhuset.
  • En urtepotte med purløg vil hurtigt begynde at få grønne spiselige spirer.

Klar til såning

Det er også nu, der er god tid til at gøre kasser og potter klar til forkultivering. Snart er planterne i vindueskarmen store nok til at blive priklet ud, andre kan sås direkte i kasser i drivhuset.

Læg et lag “købe-såjord”

Der skal bruges meget såjord, og jorden fra drivhuset kan sagtens genbruges, hvis du supplerer den med kompost. Det giver dog den ulempe, at der kommer en del ukrudt, derfor er det en god idé at lægge et lag “købe-såjord” øverst i kassen, det er fri for ukrudtsfrø.

Dæk med plastik – så bliver jorden lun

Dæk de klargjorte kasser og potter med plastik, så bliver jorden hurtig lun. Hvis du vil så planter, der skal stå lang tid i samme potte, er det en god idé at lægge et lag kompost i bunden af potten.

Læs også: Guide til drivhuse | Alt om dit nye drivhus fra A til Å

Mest læste artikler