Lene Beiers gør det selv-projekt: “Det så nemt ud på papiret”

MIT HUS & HAVE-PROJEKT: TV-vært Lene Beier er denne sommer aktuel med TV2-programmet ‘Vi drukner i rod’. Her fortæller hun om sit seneste hus- og haveprojekt.

Lene Beier ligger på en græsplæne

Hvad er det seneste projekt, du har lavet i hus og have?

– Et drivhus i min lille have. Det har jeg gået og sukket efter, siden vi for fem år siden flyttede ind i vores hus tæt på Dragør. Jeg har en vild have med hundredvis af blomster og tusindvis af insekter, så den skal jo også nydes.

Hvad går projektet ud på? 

– Når jeg siger drivhus, mener jeg i virkeligheden hyggehus. Altså vi har tomater og lidt krydderurter og nogle chiliplanter, men det er nu mere et møbleret opholdsrum, hvor jeg kan sidde og hygge med familie, venner og naboer eller til alenetid med bog og kaffe. Det gør dog ikke noget, at jeg også får nogle chilier ud af det. 

Foto: Lene Beier

Hvor og hvornår fandt det sted? 

– Vi satte drivhuset op i november og ordnede gulvet i foråret. Det hårdeste var at grave ud til gulvet. Det var et kæmpe arbejde. Det var ganske vist en varm dag, men jorden er jo bare stenhård på det tidspunkt. Vi satte en weekend af til gravearbejdet, og da vi var færdige, havde vi sindssygt lange arme. Men omvendt var der også en stor tilfredshed ved at gøre det selv. Det er dejligt at være træt i kroppen i stedet for i hovedet. 

Foto: Lene Beier

Hvad har overrasket dig mest undervejs?

– Hvor svært det egentlig er. Det ser nemt ud på papiret, men det er enormt svært at få det til at være lige – både fliser og vægge og tag. Selvom det er et kvalitetsdrivhus, vi har købt, er det også nogle tynde materialer. Der er jo tale om nogle kæmpestore glasplader, så man skal passe på ikke at komme til at banke noget i stykker. Det lykkedes heldigvis at komme igennem uden ulykker og uden skænderier. Men vi har også et langt liv med samling af indtil flere IKEA-skabe bag os. 

Hvad er det dummeste, du har gjort?

– Hvis min mand Anders har gjort noget dumt, så har han skjult det godt. Men fliserne kunne vi måske godt have undværet. Jeg blev bare så forelsket i de marokkanske fliser, at jeg simpelthen måtte have dem. Men vi kunne måske godt have nøjedes med nogle mere almindelige fliser, for det er altså et stort arbejde at lægge sådan nogle pænt. 

Foto: Lene Beier

Gik du i stå undervejs – og hvorfor?

– Da vi var færdige, faldt vi om. Vi var udmattet af træthed. Vi forsøgte at drikke et glas vin, men Anders faldt i søvn i sofaen. Man bruger enormt meget energi på sådan et drivhus-projekt.

Er resultatet blevet, som du drømte om?

– Ja, det er det. Der er simpelthen så hyggeligt. Jeg sidder tit derude om aftenen. Med en elradiator under bordet kan vi sidde derude til langt ud på natten.

Bedste råd til andre, der vil gå i gang med noget lignende?

– Du skal være klar over, hvad drivhuset skal bruges til. Er det et drivhus eller et opholdsrum? I bagklogskabens klare lys kunne jeg måske godt have tænkt mig et drivhus, der er større. Nu kan jeg lige akkurat klemme max otte personer derind. Der ville det nok være bedre med noget, jeg kunne holde en fest i. 

Kan du beskrive resultatet med tre ord?

– Hyggeligt. Oase. Og sæsonforlængende, hvis det overhovedet er et ord. Det siger vi lige, det er.  

Foto: Lene Beier

Mest læste artikler