Den aktive gærdesmutte

Gærdesmutten er Danmarks næstmindste fugl og en almindelig ynglefugl i hele Danmark i skove, krat, parker og ældre haver. Og så er hannen en rigtig Don Juan. Se og hør den lille, frække sangfugl synge.

Gærdesmutten lever op til sit navn

Gærdesmutten er en livlig og aktiv lille fugl, som det meste af tiden smutter omkring i lav og tæt vegetation på jagt efter insekter, edderkopper og andre smådyr. Sangen, der er usædvanlig kraftig, kan høres det meste af året. Den er 5-6 sekunder lang og består af kvidrende toner og skingrende triller

Sådan ser gærdesmutten ud

Gærdesmutten kendes på sin ringe størrelse, den brunlige fjerdragt og den korte hale, som ofte stritter lodret i vejret. Han og hun ser i øvrigt stort set identiske ens. 

Hvert gærdesmuttepar skal have flere reder

Reden spiller en helt usædvanlig rolle i gærdesmuttens liv. Den er kuglerund eller ægformet med et lille indgangshul på siden, og den bygges af kviste, mos og visne blade. Om foråret bygger hver han flere reder. Ved hjælp af den kraftige sang forsøger hannen at tiltrække en hun, som vælger én af rederne, der fores med fjer før æglægningen. 

Hannerne vil gerne have flere hunner

Hunnen ruger alene, og ofte forsøger hannen i rugetiden at tiltrække endnu en hun. Hanner, som har flere hunner, hjælper kun lidt eller slet ikke med at fodre ungerne. Også hanner, der ikke har flere hunner, har god brug for ekstra reder. Gærdesmutter får nemlig ofte to kuld om året, og der bruges altid en ny rede til andet kuld. 

Gærdesmutten overnatter i de gamle reder

Desuden benytter hannen ofte rederne som overnatningssted. Også ungerne overnatter hyppigt i sådanne reder efter, at de har forladt ynglereden, og om vinteren kan flere gærdesmutter overnatte sammen i gamle reder. 

Hør sangfuglen synge

Det varmer at høre den lille iltre sangfugl synge. Sangen ligger i et højt leje og er fuld af triller. Du har sikkert hørt gærdesmuttens sang før, uden helt at vide, hvilket fugl sangen stammede fra. Her kan du både se og høre den virtuose sangfugl: 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler