Derfor må du ALDRIG dræbe havens myrer

Myrer er overraskende vigtige for din haves trivsel, viser ny forskning. 

Twitter Print

Myrer står på de færreste haveejeres liste over yndingsdyr. De invaderer drivhuset, findes overalt i græsplænen og undergraver terrassefliserne. Næste gang du spotter en lang række af de flittige insekter på dit æbletræ eller i blomsterbedet, bør du dog glædes ved synet. 

Det viser sig nemlig, at de små insekter er overraskende vigtige for din haves trivsel. Faktisk så vigtige, at de kan spare dine træer og planter for mindst 14 forskellige sygdomme. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

Kurerer sig selv og hinanden – og din have 

Myrer lever sammen i tuer, typisk under jorden. Fordi de lever så tæt, er de konstant udsat for stor smittespredning, og derfor er de nødt til at udvikle deres egen medicin mod sygdomme.

Det gør de ved selv at udskille antibiotika fra kirtler i kroppen. På deres ben og bryst holder de endvidere kolonier af bakterier, der også udskiller antibiotika. Det smarte ved dét er, at de kan kurere sig selv og hinanden med den antibiotika, de selv leverer – og nu har forskere fundet ud af, at de altså også kurerer de planter og træer, de kravler på. 

Præcis hvordan myrerne kurerer havens planter, er dog endnu uklart for forskerne. Men seniorforsker Joachim Offenberg, der har stået i spidsen af undersøgelserne, mener at de har et godt bud: 

– Vi ved, at myrerne afsætter kemiske duftstoffer på deres stier på planterne, så de kan finde vej. Og vi ved, at nogle af disse stoffer har antibiotiske egenskaber. Den kurerende effekt på plantesygdommene skyldes nok disse stoffer, siger han i en pressemeddelelse. 

Undgå skurv og æbleråd 

At myrerne har kurerende egenskaber er dog ikke helt ny viden. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at skovmyrer, der blev flyttet til en æbleplantage, hurtigt formåede at reducere de to æblesygdomme skurv og æbleråd i hele plantagen. Samtidig blev der observeret højere udbytte på æbletræerne med myrer sammenlignet med nabotræerne uden myrer.

Og nu har forskerne altså fundet videnskabeligt belæg for, at myrerne også kan hæmme mindst 14 forskellige plantesygdomme. 

Skaber nye bekæmpelsesmidler 

Derfor satser de på, at myrerne og deres antibiotika med tiden kan bruges i landbruget. Med mere forskning inden for feltet har forskerne nemlig mulighed for at afsløre nye typer biologiske bekæmpelsesmidler, som kan bruges i kampen mod landbrugets resistente plantesygdomme. 

Og tanken er faktisk ikke den rene utopi: Andre forskere har fundet antibiotika på en afrikansk myre, som er i stand til at slå MRSA og andre multiresistente bakterier ihjel.

Har du lyst til at lære om, hvordan du med få tiltag kan hjælpe dyrene i din have. Og hvordan de kan hjælpe dig? Så tilmeld dig vores online kursus ‘Haven i balance’ her.

Twitter Print

Mest læste artikler