Myrerne dukker i disse uger op i større tal end normalt. Det skriver tv2.dk. Årsagen til den pludselige myre-eksplosion skyldes ifølge insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum, Thomas Pape, noget så simpelt som vejret.
Myrerne er som alle andre levende væsner nemlig påvirket af temperaturen, og den seneste tids varmere vejr har fået myrerne til at formere sig i stort tal. Årsagen til, at den pludselige vækst i myrer, virker ekstra voldsom lige nu, er det relativt voldsomme vejrskifte. Maj var således historiens næstvådeste maj, ligesom den var både langt koldere og langt mere grå end normalt.
Myrerne graver gange
Omvendt har juni budt på sommervejr af den fineste slags, og det har efter en dvask periode i maj fået sat ekstra skub i myre-aktiviteterne. Myrekolonien er derfor i denne tid i fuld gang med at lægge æg, fodre de sultne myrelarver og gøre klar til flere medlemmer. Det får de små væsner til at udvide gangene i vores haver, og selvom det muligvis er irriterende, bør man dog også forsøge at se det fra den positive side.
Læs også: Mår på loftet – sådan slipper du af med husmår
Myrerne er nemlig en vigtig del af økosystemet og er dygtige til at holde skadedyr nede. Ifølge Thomas Pape skal man således huske, at en sund skov er fuld af myretuer. Når det er sagt, går insektforskerens egen grænse dog ved for mange myrer på terrassen:
– Det gider jeg trods alt ikke. Så hælder jeg kogende vand på dem. Det lyder barskt, men naturen er barsk, og det er en effektiv måde at slå dem ihjel på samt få deres gangsystemer til at kollapse, fortæller Thomas Pape.