Derfor SKAL du lade nedfaldne blade ligge i haven

De færreste er vilde med efterårets nedfaldne blade og kviste i haven, men i stedet for at samle det sammen og fjerne det, bør du lade det ligge. Se hvorfor her. 

Det er blevet efterår, og de danske haveejere oplever i disse dage, at deres græsplæne bliver dækket til af nedfaldne blade og kviste.

For mange er det et irritationsmoment, der skal af vejen, men selv om det er fristende at samle det sammen og fjerne det fra haven, bør du i stedet samle det sammen og lade det ligge.

Dyrelivet opholder sig i haven

Det forhindrer nemlig dyrelivet i at kunne opholde sig i haven, hvis man fjerner blade og kviste fra jorden. Det fortæller biolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen i en pressemeddelelse:

– Mange haveejere bander over de nedfaldne blade, fordi det betyder arbejde med at rode dem sammen og få dem væk i sække. Men bladene skal slet ikke væk. Bladene fungerer som lune dyner for insekter og andre smådyr og skaber derfor et fantastisk spisekammer for solsorten, som er afhængig af at kunne gå og vende blade og rode efter insekter under dem, fortæller han.

Solsortens private spisekammer

De isolerende blade er et oplagt skjulested for biller, edderkopper, bænkebidere og andre smådyr. Når solsorten skal finde føde, kan den derfor gå på opdagelse i bladene og finde en masse lækkerier.

Det samme gælder, hvis du har en brændestabel eller en bunke med mursten stående i et hjørne af haven, hvor plæneklipperen og riven ikke kan nå hen. Nedenunder gemmer sig et paradis for bænkebidere, skovsnegle og larver.

En opyddet have er en artsfattig have

Har du stadig ikke fjernet de mursten, der ligger fra dengang huset blev bygget eller de sidste teglsten fra da taget blev skiftet flere år tilbage, har du derfor en god undskyldning for at lade dem ligge.

Biodiversiteten får nemlig lov at blomstre, når vi ikke forstyrrer området, og vil du gerne være en dyre- og biodiversitetsvenlig haveejer, må du tage en beslutning om, hvor de nedfaldne blade og kviste skal samles og stå uberørt.

Husk på, at jo mere opryddet din have er, jo mere artsfattig er den også.

Mest læste artikler