Katte kan ikke døje planten duft
Planten Coleus Canina har ikke noget dansk navn, men grundet botanisk forvirring kan den også optræde som Plectranthus caninus. Den udskiller en meget markant duft, som katte ikke kan døje. Så derfor går de hellere uden om og leder efter deres fuglesnack et andet sted. Derfor kaldes planten også populært for gå-væk-kat-planten eller scaredy cat
Hunde og ræve er heller ikke vilde med Coleus canina
Hunde og for den sags skyld ræve bryder sig heller ikke om plantens duft, mens den ikke generer havens andre dyr eller den menneskelige næse, medmindre man ligefrem knuser bladene mellem fingrene.
Sælges med et billede af en forskrækket kat
Coleus Canina er nem at få øje på i butikkerne. Ikke fordi planten gør meget væsen af sig, men fordi den sælges med et stort skilt med billede af en meget forskrækket kat og varemærket Scardy Cat ®.
Gå-væk-kat-planten tåler ikke frost
![]() |
|
Gå-væk-kat-plantens blade |
Coleus Canina tilhører læbeblomstfamilien ligesom mange af vore krydderurter og stammer oprindeligt fra Afrika. Et godt gæt er derfor, at den ikke er hårdfør her til lands. Den tåler simpelthen ikke frost. Til gengæld er det nemt at få rod på stiklinger af planten, så man kan overvintre en lille produktion af nye planter til den kommende sæson.
Coleus Canina har det bedst i sol
Planten trives bedst i sol, men klarer sig også under mere skyggefulde forhold, hvor den blot har tendens til at blive lidt ranglet. Den er rimeligt tolerant i forhold til tør jord, men skal vandes i meget tørre perioder.
Passer godt ind blandt havens andre planter
Det er en sød, lille diskret bladplante med kønt, grågrønt løv og lyseblå blomster midt på sommeren. Den er nem at passe ind i havens øvrige beplantning, så du kan roligt plante gå-væk-kat planten alle de steder i haven, hvor kattene ikke er velkomne.