Gør din have dyrevenlig

Der er mange gode grunde til at gøre haven tiltrækkende for naturens dyreliv. Det gavner miljøet, byder på oplevelser, og så er den nem at passe, da mange af dyrene hjælper med at holde bestanden af skadedyr nede.

Et god miks glæder dyrene
Alsidighed er opskriften på en dyrevenlig have. Jo flere forskellige slags føde, haven byder på, og jo flere steder, der er at skjule sig, stifte familie og overvintre, jo flere forskellige dyr tiltrækker haven.

Dyr har deres yndlingsplanter
Jo flere forskellige planter jo rigere bliver dyrelivet. Det skyldes, at mange dyr er kræsne, når det gælder valg af føde og ynglesteder. De er simpelthen knyttet til forskellige plantearter.

Insekter elsker farverige stauder
Insekter og sommerfugle finder vej ved hjælp af blomsternes dufte og farver. Så der er al mulig grund til plante masser af farverige stauder.

Lidt rod i krogene tiltrækker dyrene
En bunke med nedfaldne grene og kvas giver overvintringsmuligheder for pindsvinet. Et hjørne bagerst i haven hvor fx tidsler og brændenælde får lov at gro, giver ynglesteder for en lang række sommerfugle og insekter.

Klip ikke buskene, så får fuglene fred
En gruppe buske, der får lov at være i fred for beskæresaksen, giver redesteder for småfugle, og et staudebed, hvor frøstandene får lov at stå, rummer eftertragtet fugleføde.

Vand er det vigtigste for dyrene
Den måske vigtigste forudsætning for at få et rigt dyreliv i haven er, at der er adgang til vand. Derfor er det en god ide at sætte fuglebade rundt om i haven og sørge for, at de altid er fyldt.

Hjælp dyrene om vinteren og giv dem hi
Vinteren kan være en svær tid, og småfugle sætter pris på en hjælpende hånd i form af daglig fodring. Redekasser er også et godt trick, hvis du vil tiltrække småfugle. Sæt kasserne op før vinteren, så fuglene kan bruge dem til at søge ly i.

En brændestak er alletiders bolig

Andre dyr har brug for steder at søge vinterhi. Dem kan du forkæle ved at etablere velegnede overvintringssteder. En lille brændestak eller en dekorativ samling af smågrene giver vinterhi til mange smådyr.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler