Pas på dyreungerne i foråret

Fra februar og langt ind i efteråret vrimler det med dyreunger i den danske natur. Særligt haveejere kan møde mange dyreunger når foråret kommer. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til at tænke på dyreungerne når haven ordnes.

Twitter Print

Foråret er over os, og haveejere over hele landet trækker i arbejdstøjet. Haverne skal nemlig klargøres til sommersæsonen. Det involverer ofte træfældning, lugning af vilde planter og beskæring af buske og grene. Mange af disse haveaktiviteter kan have negative konsekvenser for dyreungerne.

Begræns havetrimningen

I løbet af marts dukker de første egernunger op. Egernunger fødes i reder højt oppe i træerne, hvilket er et udsat sted at være unge. Egern får hvert år op til to kuld unger, som typisk ligger i en rede i 10 uger.

Derfor skal haveejerne undgå at fælde træer i perioden fra marts til oktober. Det er nemlig i den periode egern har brug for træerne til deres reder.

Et andet dyr som man ofte møder i sin have, er pindsvin. Pindsvin lever af smådyr, som de finder i de mere tilgroede dele af haven. Det er derfor en god ide at lade haven gro vildt, så der er mad til pindsvin.

Normalt vågner pindsvin op fra deres hi i midten af april eller begyndelsen af maj måned.

Ifølge biolog ved Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, er det vigtigt at lade dem være i fred, når man møder dem i haven. Hvis haven får lov til at gro, så er der nemlig rigeligt med mad.

Dyreunger på jorden er sjældent i nød

En fugleunge på jorden er sjældent i nød. Nogle fugleunger vokser f.eks. op på jorden, da deres rede befinder sig der. Det kan være fugle som Gransanger eller Sanglærke. Andre gange er ungerne faldet ud af reden, men det betyder ikke, at de ikke kan klare sig.

  • Jorden er selvfølgelig et farligt sted for fugleunger – men hvis man finder en fugleunge på jorden, skal man lade den være. Fugleforældrene kan sagtens passe deres unger, når de er på jorden, forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Har du lyst til at lære om, hvordan du med få tiltag kan hjælpe dyrene i din have. Og hvordan de kan hjælpe dig? Så tilmeld dig vores online kursus ‘Haven i balance’ her.

Faktaboks: Hvis du møder en enlig dyreunge

  • Dyreunger ligger ofte alene i naturen. Det betyder ikke nødvendigvis, at ungen er i nød.

  • Lad i første omgang dyreungen ligge. Dens forældre har ofte styr på ungen. Lad være med at tage den op.

  • Hvis dyreungen er kommet til skade eller forladt, skal du ikke tage den med hjem.

  • Er dyreungen kommet til skade, så ring til 1812, hvor du vil få rådgivning til at hjælpe ungen alt afhængigt af den konkrete situation.

Twitter Print

Mest læste artikler