3 smarte måder at bekæmpe dræbersnegle
Lige nu ånder alt fred og ingen fare i haven. Men hvis din have plejer at være plaget af iberiske skovsnegle – bedre kendt som dræbersnegle – så er det ikke for tidligt at hindre, at sneglemængden gentager sig.
Vi giver dig 3 smarte tips til at bekæmpe dræbersnegle, inden de bliver et problem i dit have.
1. Bekæmp dræbersnegle med blå sneglekorn
Én mulighed for at reducere sneglebestanden er at drysse blå sneglekorn, der indeholder stoffet jernfosfat ud i haven, de steder, hvor sneglene plejer at være. Jernfosfat, der også er godkendt til økologisk jordbrug, sælges med forskellige handelsnavne. Der skal ikke ret meget jernsulfat til at slå en baby-dræbersnegl ihjel, så det er smartest at drysse lidt ud ad gangen og så gentage med jævne mellemrum.
Læs også: Sådan bekæmper du dræbersnegle
2. Biologisk bekæmpelse af dræbersnegle
En anden mulighed for at reducere sneglebestanden er at ty til biologisk bekæmpelse af sneglene. Biologisk bekæmpelse indebærer, at man allierer sig med skadedyrets naturlig fjender. I sneglenes tilfælde drejer det sig om nematoder, der er mikroskopiske rundorme, der specifikt går efter snegle uden hus. Nematoder har dokumenteret effekt mod de små snegle, så det er godt at komme på banen allerede nu.
Nematoderne bestilles for eksempel i havecentret eller i netbutikker og kommer med posten i en lukket pakke, der skal behandles med tanke på, at den indeholder levende organismer. Hvis du ikke vil bruge den med det samme, kan den opbevares i køleskabet 1-2 uger.
Sådan gør du
- Pak produktet ud. Nematoder ligner lidt en tør rugbrødsdej, når du tager det ud af pakken.
- Rør nematoderne ud i en spand vand, så har du en stamopløsning. For eksempel opløses 12 mio. pakningen i ca. 80 liter vand og anvendes til ca. 40 kvm.
- Vand opløsningen ud der, hvor sneglene plejer at være som for eksempel i den åbne kompostbunke. Effekten er størst, hvis du rammer sneglene direkte.
3. Udnyt at dræbersnegle er kannibaler
Nematoder virker også mod voksne snegle, men det kræver en anderledes metode, der udnytter, at dræbersnegle er kannibaler. Lav en sneglekirkegård med indfangede, likviderede snegle et fugtigt sted i haven, hvor sneglene kan lide at være. Hæld de døde snegle over med nematode blandingen og lad naturen gå sin gang. Inficerede snegle dør i løbet af et par uger, og nematoderne er klar til at inficere den næste, sultne snegl, der kommer forbi sin afdøde kollega.